Nyheder5. februar 2024

Frankrig indkalder russisk ambassadør efter angreb i Ukraine

Ruslands ambassadør i Paris skal til samtale, efter at to franske hjælpearbejdere er blevet dræbt i Kherson
Frankrigs udenrigsminister, Stephane Sejourne, har beskrevet angrebet som "barbarisk".
Frankrigs udenrigsminister, Stephane Sejourne, har beskrevet angrebet som "barbarisk".
 Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Frankrig har indkaldt Ruslands ambassadør i landet til samtale, efter at to franske statsborgere er blevet dræbt i et russisk angreb i Ukraine.

Det oplyser en fransk diplomatisk kilde til Reuters mandag.

To franske frivillige hjælpearbejdere blev dræbt i et russisk droneangreb torsdag i Kherson-regionen i det sydlige Ukraine.

Frankrigs udenrigsminister, Stephane Sejourne, har efterfølgende beskrevet angrebet som "barbarisk".

- Frankrig vil gentage dets fordømmelse af de russiske angreb, siger kilden fra det franske diplomati.

Indkaldelsen sker desuden på baggrund af det, som regeringen i Frankrig beskriver som en stigning i russisk desinformation.

Frankrig har beskyldt Rusland for igen og igen at sprede falske oplysninger.

Blandt andet har Rusland hævdet, at Frankrig har lejesoldater i Ukraine. I slutningen af januar afviste den franske regering, at det skulle være tilfældet.

Afvisningen kom, dagen efter at Ruslands parlament havde vedtaget en resolution, der netop fordømte franske lejesoldater i Ukraine.

Påstanden om franske lejesoldater er blevet bragt flere gange. I midten af januar hævdede Ruslands forsvarsministerium, at man havde dræbt 60 franske lejesoldater i et angreb på en bygning i Kharkiv.

Det i forvejen kølige forhold mellem Rusland og Frankrig er de seneste uger blevet endnu koldere.

Ud over påstandene om franske lejesoldater hænger det sammen med, at Frankrig har skruet op for landets militære støtte til Ukraine.

Blandt andet har den franske regering besluttet at sende flere langtrækkende missiler til det ukrainske militær.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, skal efter planen besøge Ukraine senere i februar.

Krigen i Ukraine har snart varet to år. Rusland invaderede således Ukraine 24. februar 2022.

Sponsoreret indhold