Nyheder24. januar 2022

Frankrig indfører strammere restriktioner for uvaccinerede

Personer, som ikke har fået vaccinen, får ikke længere lov til at gå på restauranter og barer
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Mandag træder strenge restriktioner i kraft i Frankrig for personer, som ikke er vaccineret mod covid-19. Det sker, mens smittetallene i landet stiger.

Fra mandag vil personer, som ikke er vaccineret eller har været smittet med coronavirus, ikke længere have lov til at gå på restauranter og barer eller til kultur- og sportsarrangementer.

Det er heller ikke tilladt for de uvaccinerede at rejse med fjerntog.

Tiltaget kommer, i takt med at Frankrig indfører vaccinepas. Indehavere af et sådant pas skal fremvise passet som bevis for, at de enten er vaccineret eller tidligere smittet for at deltage i det offentlige liv.

Det er således ikke længere nok at kunne fremvise en negativ coronatest.

Der vil i første omgang være undtagelser for dem, som har besluttet sig for at blive vaccineret i den nærmeste fremtid. Disse personer kan slippe afsted med at fremvise en negativ test for at få adgang til de forskellige steder.

De strenge restriktioner har udløst en voldsom debat i Frankrig.

Ifølge det franske forfatningsråd må restriktionerne for de uvaccinerede kun gælde, så længe pandemien kræver det.

Samtidig må uvaccinerede ikke nægtes adgang til politiske begivenheder, besluttede forfatningsrådet fredag aften.

Franske myndigheder håber, at tiltagene vil hjælpe med at bremse spredningen af covid-19.

Frankrig har de seneste syv dage registreret 3300 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Lørdag registrerede landet 390.000 nye smittetilfælde.

På trods af de høje smittetal planlægger Frankrig at lempe restriktionerne for de vaccinerede borgere fra februar.

Blandt andet vil det ikke længere være obligatorisk at bære mundbind udendørs. Samtidig vil kapacitetsbegrænsningerne for sport- og kulturarrangementer samt et krav om at arbejde hjemme bortfalde gradvist.

Fra midten af februar får også natklubber lov til at genåbne.

Sponsoreret indhold