Nyheder15. januar 2009

Frank Hvam: Klar med onemanshow

Komikeren har bevæget sig ud på gyngende grund og begået sit allerførste soloshow, som hverken har titel eller tema
Ud over det spændende interview, har komikeren også fået taget dette flaterende billede af sig selv
Ud over det spændende interview, har komikeren også fået taget dette flaterende billede af sig selv
 Foto: frankhvam.dk

38-årige Frank Hvam er klar til at tage sine første spæde skridt ud i stand-up-showets verden uden vennen Casper Christensen ved sin side. Han har skrevet sit helt eget show, som han er klar med fra efteråret 2009, og i den forbindelse har han givet et interview til ... sig selv, som du kan læse her.

Frank: Frank du har valgt at interviewe dig selv. Hvorfor det?

Frank: Fordi jeg ikke er særligt imponeret af journalister. Mange er ikke særligt dygtige. Så kan man lige så godt gøre det selv.

Frank: Er det ikke et meget frækt træk?

Frank: Jo, det er det vel (griner).

Frank: (griner også) Vi starter lige med et opvarmningsspørgsmål. Glæder du dig til turneen?

Frank: Ja.

Frank: Bliver det et godt stand-up-show?

Frank: Ja.

Frank: Hvorfor har mit show ingen titel?

Frank: Fordi jeg har set flere af mine kollegaer bruge titel. Det forekommer mig, at det har virket ret hæmmende på dem. Pludselig skal hele showet handle om en bestemt ting, og det er der sjældent hverken viden eller engagement til. Noget gik i hver tilfælde galt.

Frank: Vil det sige, at showet ikke har et tema?

Frank: Det er korrekt. Til gengæld har showet en slags arbejdstitel, der lyder "jeg har været der!". Det afspejler måden, jeg skriver på. Jeg vil helst snakke om de ting, jeg har sat mig lidt ind i. Når jeg snakker om Afrika, har jeg været i Afrika, når jeg snakker om fængsler, så har jeg besøgt ét. Det er lidt kedeligt og fattigt, når en komikers viden udelukkende stammer fra bagsiden af en Metro Express. Derfor - det jeg snakker om, ved jeg noget om. Med undtagelse af prostitution - der gætter jeg 100 % eller 98 %. (griner)

Frank: (griner ikke) Hvad indeholder showet så?

Frank: Mange forskellige ting, f.eks. har jeg moret mig meget over at fantasere om en mulig kriminel løbebane. Hvorfor ikke? Jeg er kun 38, det er ikke for sent at gå i gang.

Men nu er det jo mit allerførste onemanshow. Så jeg vil snakke lidt om mig selv og mit liv indtil nu. Nogen mennesker vil helt sikkert mene, at de kender mig fra "Klovn", men dem må jeg skuffe - der er forskelle … i nuancerne. Jeg har f.eks. aldrig skidt i en kattebakke.

Derudover skal vi snakke om "hvorfor alle er nogen idioter!" inklusive mig selv. Som alle andre mennesker irriteres jeg dagligt over mange forskellige ting. Jeg kan ikke åbne en avis længere uden at hidse mig op - heldigvis. I gamle dage arbejdede man sig træt - den mulighed har vi ikke længere. I stedet er vi nødt til at fremprovokere hysteriske anfald. En 5-6 af dem dagligt og man sover som et spædbarn.

Frank: Bliver det provokerende?

Frank: Det vigtigste er, at det bliver sjovt. Det skal helst være en dejlig oplevelse for publikum i salen, men min erfaring siger mig, at jeg indimellem siger noget ,der støder folk. Her mener jeg, at det er vigtigt at holde fast i, at det jo bare er ord - de er harmløse i sig selv. De skaber måske nogle grimme billeder, men det er stadig bare ord. Så længe ingen dør, er jeg selv i højt humør. Jeg kan virkelig ikke li', når nogen dør.

Frank: Er jeg den eneste på scenen?

Frank: Jeg overvejer en form for opvarmning. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at præsentere publikum for et menneske, der virkelig kan noget underholdende, meget gerne noget jeg ikke kan. Det er i hver tilfælde det, jeg arbejder på p.t.

Måske skulle man lade tuneseren varme op. Folk har efterhånden hørt så meget om ham, nu ku' det efterhånden være spændende også at se ham. Hvad kan han egentlig?

Frank: Jamen, manden er mistænkt for mordplaner?

Frank: Som alle andre danskere er jeg blevet opdraget til, at man er uskyldig, indtil man er blevet dømt ved en domstol. Indtil det er sket, er han i mine øjne en guttermand, der skal med til min fødselsdag og sådan noget. Og i de 20 minutter hver aften han er på scenen med sit "mavedanser"-nummer eller "pistolskud op i luften"-nummer eller, hvad han nu optræder med, vil Kurt Westergaard kunne slappe helt af og nyde livet. Det er en win win-situation.

Frank: Frank, du siger om dig selv, at du er én af de få komikere, der også er sjov privat?

Frank: Ja det er rigtigt.

Frank: Er du privat nu?

Frank: Nej, når jeg er privat, har jeg bukser på.

Frank: Du er hurtig i replikken hva'?

Frank: Ja, meget.

Frank: Er det noget, vi kommer til at mærke til under showet?

Frank: Øhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh.

Sponsoreret indhold