Nyheder7 timer siden

Forsvundet siden torsdag: Politiet håber at finde Alec Luhn i live

Politiet har ikke opgivet håbet om at finde den prisvindende amerikanske journalist i live, selvom han siden torsdag har været forsvundet i et naturområde i Norge
Alec Luhn har sidst givet lyd fra sig i sidste uge. Mandag missede han sit fly, og så blev familien for alvor bekymrede.
Alec Luhn har sidst givet lyd fra sig i sidste uge. Mandag missede han sit fly, og så blev familien for alvor bekymrede.
 Foto: Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Dansker bekræftet omkommet: Kan ikke bjærge liget

Opdatering:

Alec Luhn er onsdag blevet fundet i livet. Det kan du læse her:

Oprindelig artikel:

Siden torsdag har ingen hørt fra den prisvindende amerikanske journalist Alec Luhn.

Efter en ferie med familien i Norge tog han på vandretur i det norske naturområd Folgefonna. Det er sidste gang, nogen har set ham i livet, og da han mandag missede sit fly hjem til England, hvor han bor, slog hans hustru alarm.

Mandag og tirsdag har politiet og Røde Kors forsøgt at finde den 38-årige klimajournalist, men ekstreme vejrforhold har gjort, at eftersøgningen flere gange måtte indstilles.

Onsdag morgen satte man gang i et nyt forsøg på at finde ham. Og selvom der efterhånden er gået seks dage uden livstegn, har politiet ikke opgivet håbet.

Det siger politichef for politiet i Hardanger, Øystein Torsnes til Dagbladet.

- Det er klart, at der er gået lang tid, og der har været perioder med særdeles dårligt vejr. Men vi håber stadig på at finde ham i live, siger han.

Mere end 50 personer kommer onsdag til at deltage i eftersøgningen af Alec Luhn, der tidligere har skrevet for en række store medier som New York Times og the Guardian og nu arbejder for Pulitzer Center.

Politiet koncenterer eftersøgningen om området ved Buerdalen og op mod gletsjeren i området. Det er her, han sidst blev set, da han sendte et billede af sig selv, og det er sidste gang, man har opfanget signal fra hans telefon.

- Men der er dårlig eller ingen dækning i området, hvilket gør det svært at spore telefonen, siger politichefen.

Alec Luhn har tidligere arbejdet fra Moskva, Istanbul og London, og han er en erfaren vandrer.

Det er heller ikke unormalt, at han er væk i flere dage uden at give lyd fra sig, men hans hustru, Veronica Silchenko, blev urolig, da han mandag missede sit fly hjem til Brighton i England, hvor parret bor.

Derfor slog hun alarm.

- Jeg tænkte, at der måtte være sket noget. Jeg har virkelig brug for, at han kommer tilbage, sagde hun til VG tidligere på ugen, hvor hun også efterlyste ham på Facebook.

Sponsoreret indhold