Nyheder17. juli 2022

Forhandlingerne mellem SAS og piloterne fortsætter

Forhandlingerne har været i gang hele natten og er fortsat ud på søndagen
Forhandlingerne mellem SAS og piloterne fortsætter søndag.
Forhandlingerne mellem SAS og piloterne fortsætter søndag.
 Foto: Colourbox

SAS og piloterne har forhandlet natten igennem og er stadig i gang søndag morgen.

Nogle af forhandlerne kommenterer, hvordan forhandlingerne forløber, når de går ud for at købe proviant i en nærliggende butik.

Forhandlingschef for SAS Marianne Hernæs siger søndag morgen, at det begynder at kunne mærkes, at de har siddet og forhandlet hele natten.

- Vi tager det punkt for punkt, siger hun til det svenske nyhedsbureau TT.

Parterne har forhandlet i Näringslivets Hus i Stockholm siden klokken 10 lørdag formiddag.

Roger Klokset, formand for den norske pilotforening, siger, at han oplever processen som effektiv.

- Vi arbejder, så hurtigt vi kan, for at finde en løsning.

- Men det er kompliceret, så det går langsomt. Vi er mange og behøver at hvile lidt, når vi kan, siger han ifølge TT.

Omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden mandag 4. juli. De seneste dage er forhandlingerne blevet genoptaget.

De forrige dages forhandlinger er blevet sat på pause om natten og genoptaget næste dag, men parterne har altså denne gang set grund til at fortsætte forhandlingerne hele natten.

Sent lørdag aften gav Mats Ruland, den norske rigsmægler, en status på, hvordan forhandlingerne går.

- Der er ingen afklaring endnu. Vi skal ud og købe lidt mad og kommer til at sidde natten igennem, lød det fra Mats Ruland til den fremmødte presse omkring klokken 23.20 lørdag aften.

På forhandlingsbordet ligger en løsning, som ifølge forhandlingschefen for SAS i yderste konsekvens drejer sig om flyselskabets overlevelse.

I forvejen har SAS et stort misforhold mellem indtægter og udgifter. Regnskabet for andet kvartal viste i slutningen af maj således et tab på mere end en milliard kroner.

Indregnes underskuddet fra første kvartal, har SAS i første halvår tabt over 2,5 milliarder kroner.

Torsdag var meldingen, at 2550 flyvninger hidtil er blevet aflyst som en konsekvens af konflikten. Det har ifølge SAS ramt flere end 270.000 passagerer.

Det kan sættes op imod, at SAS i hele juni transporterede godt 1,9 millioner passagerer ifølge selskabets månedlige trafiktal.

En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.

Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect end i SAS Scandinavia.

SAS er i store økonomiske problemer og arbejder på at få gennemført en redningsplan, der hedder SAS Forward. Planen skal give årlige besparelser i milliardklassen.

Sponsoreret indhold