Nyheder23. januar 2024

Forfærdelig ulykke på skisted: Rasmus så det ske

28-årige Rasmus Hummer var til stede, da de to børn faldt ned fra skiliften i Hemsedal
De to danske børn faldt ifølge politiet ti meter ned. 
De to danske børn faldt ifølge politiet ti meter ned.
 Foto: Privat

Tirsdag formiddag meddelte norsk politi, at to børn er faldet ud af en skilift i Norge.

Senere er det kommet frem, at der er tale om to danske børn, og at det ene barn er alvorligt kvæstet. Begge børn var dog ved bevidsthed, da de blev fløjet på hospitalet i helikopter.

Ulykken fandt sted på skisportsstedet Hemsedal, og her var blandt andre den 28-årige assistanceredder Rasmus Hummer til stede, som overværede ulykken.

Til SE og HØR fortæller han, at han befandt sig omkring hundrede meter væk, da ulykken indtræf.

– Jamen først så det ud til, at det bare var et teknisk stop. Men så lignede det, at der blev kastet en taske eller en jakke ud af liften. Og så to sekunder efter lignede det, at der blev kastet endnu en ting ud af liften. Det lignede ikke mennesker.

Men der gik ikke længe, før det stod klart, at den var helt gal, fortæller Rasmus Hummer.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-01-23/ski2.jpg
Det var på skisportsstedet Hemsedal i Norge, at ulykke fandt sted.
 Foto: Privat

Ifølge ham sad der, udover de to børn som faldt ned, endnu et barn samt en skiinstruktør i liften.

– Det lignede ikke, at det var liftens "skyld". Bøjlen var ikke åben, og skiinstruktøren havde sine ski nede på bøjlen, så den ikke kunne gå op. Så det lignede, at børnene gled ud under den og faldt ned i hvert fald 10 meter.

Den norske indsatsleder Trond Eigil Groth har også bekræftet, at de to børn faldt omkring 10 meter.

Rasmus Hummer fortæller, at der bredte sig panik på stedet, men understreger samtidig, at der ikke gik mere end et øjeblik, før hjælpen var på vej.

– Folk gik jo lidt i panik, og spurgte "hvad er det sket? Hvad er der sket?". Der var mange mennesker på det tidspunkt. Børnene var knap nok landet på jorden, før snescooterne ankom.

Norsk politi skriver lidt over klokken 13 tirsdag på X, at efterforskningen af ulykken nærmer sig sin afslutning.

Her skriver de blandt andet, at det ikke tyder på, at der var fejl med liften.

Sponsoreret indhold