Annonce
Nyheder23 timer siden (opd. 22 timer siden)

Forfærdelig ulykke i Norge: Fem personer har mistet livet

Fem personer er afgået ved døden efter en trafikulykke i den norske by Tromsø
To biler var involveret. I den ene sad tre 18-årige, som alle mistede livet.
To biler var involveret. I den ene sad tre 18-årige, som alle mistede livet.
 Foto: Ritzau Scanpix
Annonce

Fem personer blev dræbt i en trafikulykke kort før midnat lørdag aften på en landevej syd for Tromsø i det nordlige Norge.

Det oplyser norsk politi ifølge nyhedsbureauet NTB.

To biler var involveret i ulykken.

I den ene bil var tre 18-årige fra lokalområdet, som alle mistede livet.

I den anden bil sad tre personer, der var i 50'erne og 60'erne, og som også er fra Tromsø-området.

To af dem blev dræbt, mens den tredje er blevet bragt til hospitalet.

Det er uvist, hvor svære kvæstelser personen har fået.

Politiet ved søndag formiddag ikke, hvad der forårsagede ulykken.

- Det, vi ved, er, at der har været en frontalulykke. Det for tidligt at sige noget om hændelsesforløbet og om hvorfor, det er sket, siger politiets operationsleder Henrik Melsbø til NTB.

Annonce

Det var regnvejr, da ulykken skete, men om vejret har spillet en rolle, er endnu uvist, fortæller operationslederen.

De pårørende til de omkomne og den kvæstede er blevet underrettet om ulykken.

Lokalavisen iTromsø skriver, at de to biler lå 80 meter fra hinanden, da avisens journalist ankom til stedet efter ulykken.

Begge biler havde store skader på fronten.

Annonce

Ulykken skete på E8-vejen 16 kilometer syd for Tromsø på en strækning, hvor man må køre 80 kilometer i timen.

Ifølge NTB er der sket flere dødsulykker på vejen de seneste år, men ikke siden 2011 er så mange omkommet i én ulykke som i ulykken lørdag aften.

I januar 2011 mistede fem personer livet, da en personbil og en bus kolliderede på E8 i Lavangsdalen nær Tromsø.

Annonce

Sponsoreret indhold