Nyheder5. februar 2024 (opd. 5. februar 2024)

Forbyder billeder: – Det nærmer sig jo nordkoreanske tilstande

Lokalmediet Sjællandske Nyheder er ikke velkomne, når den skandaleombruste borgmester Henrik Hvidesten overdrager borgmesterkæden til sin efterfølger
Henrik Hvidesten er tilsyneladende ikke i humør til at få taget billeder mandag. 
Henrik Hvidesten er tilsyneladende ikke i humør til at få taget billeder mandag.
 Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Henrik Hvidesten (V) er formelt stadig borgmester i Ringsted Kommune, og som en af sine sidste gerninger i borgmesterstolen, har han truffet en opsigtsvækkende beslutning. Det skriver Sjællandske Nyheder.

På et byrådsmøde på mandag går borgmesteren af efter sagerne om fuldskab og upassende adfærd over for kvinder.

Sjællandske Nyheder har for en god ordens skyld meddelt kommunaldirektør Mette Jeppesen, at mediet ønsker at forevige og dokumentere fotografisk, at Ringsteds nye borgmester, Klaus Hansen, sætter sig i stolen og måske endda ifører sig borgmesterkæden.

Men den går ikke, lyder den opsigtsvækkende melding fra rådhuset.

- Jeg kan oplyse, at der ikke vil blive givet tilladelse til jer eller andre medier i mødet på mandag, skriver kommunaldirektør Mette Jeppesen i en mail til Sjællandske Nyheder.

Kommunaldirektøren har ikke noget med beslutningen at gøre.

Det er udelukkende borgmesteren, altså Henrik Hvidesten, der bestemmer det. Mette Jeppesen henviser til byrådets forretningsorden.

- Jf. vores forretningsordenen er det borgmesteren som skal give tilladelse til at filme og fotografere i Byrådssalen under Byrådets møder. Der vil, som normalt, være mulighed for at have en skrivende journalist til stede. For billeder kan jeg henvise til Kommune-TV.

Byrådsmedlem Claus Bedemann (NB) ryster på hovedet over den skandaleramte borgmesters beslutning om at lukke af for pressen.

– Det nærmer sig jo nordkoreanske tilstande, siger Claus Bedemann og minder om, at pressefotografer for eksempel var var hjertelig velkommen, da det nuværende byråd afviklede det første byrådsmøde efter kommunalvalget i 2022.

Sponsoreret indhold