Forbud på vej: Her vil de rive tørklædet af muslimske børn

Et forbud mod børn med muslimsk tørklæde kan blive en realitet i Frankrig.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Forslaget til forbuddet kommer fra regeringspartiet Renaissance stiftet af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Konkret lyder forslaget, at "mindreårige under 15 år forbydes at bære tørklædet offentlige steder".
Det dækker for eksempel gader, caféer, parker og butikker.
Frankrig har i forvejen en lov, der gør det forbudt at bære tørklæde i den franske grundskole.
Det gælder også andre religiøse symboler som det kristne kors.
Tørklædet "underminerer i en alvorlig grad lighed mellem kønnene og beskyttelse af børn", tilføjer partiet til onsdagens forslag.
Renaissance, ledt af tidligere premierminister Gabriel Attal, vil også gå mere specifikt efter forældrene.
Partiet Renaissance udgør en minoritet i det franske parlament og i den franske regering.
Som en tilføjelse til forbuddet vil partiet gøre det ulovligt for forældre at tvinge deres mindreårige døtre til at bære tørklæde.
Forslaget til forbuddet kommer, efter at Emmanuel Macron onsdag sidder i spidsen for et sikkerhedsmøde mellem højtstående embedsmænd for at diskutere en ny rapport om spredning af politisk islamisme i landet.
Rapporten viser angiveligt konkret, hvordan organisationen Det Muslimske Broderskab udgør "en trussel mod den nationale sammenhængskraft" i Frankrig.
For nogle er tørklædet et eksempel på en stigende islamisering af det franske samfund. For andre handler det om retten til at udøve sin religion og bære de beklædningsgenstande, man ønsker.
Den franske regering er i samme ombæring i færd med at presse på for en anden lov om, at det muslimske tørklæde skal forbydes i franske sportskonkurrencer.