Nyheder17. maj 2022

Forældre sagsøger søn for ikke at give dem et barnebarn

Et indisk par er nu så trætte af, at deres søn og kone efter seks års ægteskab endnu ikke har givet dem et barnebarn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/colourbox3602924_1.jpg
 Foto: Colourbox

Som forældre skal man finde sig i meget fra sine børn. Men som barn skal man tilsyneladende også finde sig i meget fra sine forældre.

Det har inderen Shrey Sagar måtte sande. Hans forældre har nemlig lagt sag an mod ham.

Årsagen hører til sjældenhederne. Forældrene er nemlig så utilfredse over, at deres 35-årige søn endnu ikke har givet dem et barnebarn til trods for, at han har været gift med sin kone i seks år.

BBC skriver, at forældrene begrunder sagsanlægget med, at de har brugt hele deres opsparing på at opfostre deres søn, betalt for hans pilotuddannelse og et ifølge dem storslået bryllup.

Forældreparret sagsøger deres søn for over 4,5 millioner kroner med begrundelsen om mental chikane.

Faderen fortæller, at han har brugt hele sin opsparing på at finansiere sin søns liv også i de to år, hvor han var arbejdsløs og ikke kunne finde job som pilot.

Da han senere bliver gift med sin nuværende kone, betaler forældrene for brylluppet på et femstjernet hotel, forærer dem en bil og giver bryllupsrejsen.

Derfor mener forældrene, at det mindste, deres søn kunne give som tak for hjælpen, var et barnebarn.

– Min søn har været gift i seks år, og de planlægger endnu ikke at få et barn. Hvis de bare kunne give os et barnebarn, vi kunne bruge tid med, ville vores smerte være til at holde ud, lyder det fra faderen.

Sønnen eller hans kone har endnu ikke kommenteret på sagsanlægget.

Sponsoreret indhold