Nyheder15. april 2024 (opd. 15. april 2024)

Forårsvejret deler Danmark i to

Bornholm kan nyde solens stråler, mens Fyn og Jylland rammes af en våd front med grå skyer og tordenbyger

Mens solbrillerne kan findes frem på Bornholm, må resten af Danmark forberede sig på en blandet vejrmenu, lyder det mandag morgen fra DMI.

Fyn og Jylland står således til at "modtage" en grå og våd pakke med skyer, regn og byger, der i visse områder kan krydres med hagl og torden.

- Længere mod vest kommer der efterhånden regn eller byger, og der kan lokalt være hagl eller torden.

- Solen får man kun at se i korte glimt vestpå, og der vil være en del skyer, siger Jesper Eriksen, som mandag morgen er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Temperaturen vil, trods vejrgudernes luner, snige sig op på en milde syv til 12 grader. Men så bliver det heller ikke varmere.

- Den rigtige forårsvarme holder sig syd for Alperne.

- Der er ikke noget scenarie, hvor forårsvarmen kan komme i denne uge, for varmen er simpelthen sendt for langt sydover.

Vindjakkerne kan derfor blive hjemme i de tidlige timer, hvor en svag til let brise fra sydvest vil hilse danskerne godmorgen. Men tag ikke fejl, vinden vil tage til i styrke som dagen skrider frem og skifte retning mod sydøst.

Og hvis du allerede drømmer om forårstemperaturer, så hold på hat og briller – resten af ugen byder på kølige dage med risiko for nattefrost.

Tirsdag begynder med et lidt mere udbredt regnvejr, men ellers vil ugen mest byde på spredte byger.

Både onsdag og torsdag ser således ud til at starte med tørvejr og så ellers give stedvise byger rundtomkring i landet. Nogle steder kan der også være hagl i dem.

Der vil ud over de spredte byger også blive plads til solskin, men temperaturerne holder sig mellem 7 og 12 grader.

- Så det bliver ikke vejr til T-shirt, siger meteorologen.

Og nogle steder kan der som nævnt også komme nattefrost i løbet af ugen.

- Normalt for den sidste halvdel af april kommer man typisk op over 15 grader, og vi lover kun omkring 10-12 grader, for de dage det bliver varmest.

- Så det er en kølig luftmasse, som har indfundet sig over Danmark, lyder det.

Op til weekenden kan der igen komme mere udbredt regn.

- Fredag kommer der måske et nyt regnvejr ind over landet vestfra - hvor meget, det kaster af sig, er dog endnu svært at sige, siger Jesper Eriksen.

Sponsoreret indhold