Nyheder19. maj 2022

Forårsløg og flåter: Vær opmærksom, når du lukker kæledyret ud i sommervarmen

Der er flere ting, som hunde- og katteejere bør være opmærksomme på
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/golden_retriever_anicura_002.jpg
 Foto: AniCura

Sommer og sol er lig med mere ude-tid til dig og dine kæledyr.

Men selv om det er rart at komme ud i det lune vejr, er der faktisk flere ting du bør være opmærksom på. For dine dyrs skyld.

Det fortæller Sanne Ross, der er chefdyrlæge ved AniCura, der har 24 dyrehospitaler og klinikker i Danmark, i en pressemeddelelse.

- Foråret og sommeren er en skøn tid for hunde, katte og ejerne, da det for mange betyder, at man kan tilbringe en masse tid udendørs i haven, skoven eller andre steder i naturen.

- Men det er desværre også en tid, hvor vores pelsede venner kan blive udsat for farer som flåter, giftige blomster og hugorme, og derfor skal hunde- og katteejere være særligt opmærksomme, siger Sanne Ross.

Pas på tægen, tæve

Flåten er drilsk, da den er ekstrem lille. Den lever af at suge blod fra fugle og pattedyr.

Når den så sætter sig på din hund eller kat, kan den let overføre sygdomme, som er farlige for hunde og katte.

- På apoteker og dyrehospitaler kan man heldigvis få flere forskellige præparater, som kan beskytte dyrene mod flåtbid. Herudover er det en god idé at børste pelsen grundigt igennem efter hver gåtur, siger Sanne Ross.

https://imgix.seoghoer.dk/solskin_anicura.jpg

Oplever man sløvhed, nedsat appetit, feber, smerter eller stivhed hos sit kæledyr, bør man opsøge sin dyrlæge, da det kan være tegn på flåtbid (Foto: AniCura)

Desværre er flåter ikke den eneste fare for et nysgerrigt væsen, der netop er sluppet løs i den store forårs- og sommerverden.

Også forårsblomsterne i haven eller andre steder i naturen kan være til fare for et kæledyr, hvis de spiser blomsterløgene.

- Bare 15 gram af løget fra en påskelilje er nok til at tage livet af en middelstor hund som for eksempel en golden retriever, siger chefdyrlægen.

Også anemoner, erantis, liljekonvaller, vintergækker samt pinseliljer er blandt de forårsblomster, som er giftige for hunde og katte.

Sanne Ross opfordrer derfor til, at man ikke har opgravede løg liggende tilgængeligt for dyrene.

Har man en hund, der elsker at grave, kan det derudover være en god idé at hegne løgene ind.

Der er en hugorm!

Sidst men ikke mindst advares der mod et af Danmarks giftigste dyr nemlig hugormen. Den giftige slange er mest aktiv fra april til november.

Gudskelov overlever kæledyr i langt de fleste tilfælde et hugormebid.

Det kan du hjælpe på vej ved at holde hovedet koldt, hvis uheldet er ude.

- Muskelaktivitet fremskynder spredning af giften i dyrets krop, så hvis du er til stede, når din hund eller kat bliver bidt, skal den så vidt muligt bæres væk fra stedet.

- Derudover er det vigtigt, at du ikke binder noget rundt om biddet, da det kan få blodcirkulationen til at stoppe, fortæller Sanne Ross.

https://imgix.seoghoer.dk/border_collie_anicura_002.jpg

Bliver dit kæledyr bidt af en hugorm, er det enormt vigtigt at tage det til dyrlægen, understreger Sanne Ross.

Hugormen er sjælden i store dele af Sjælland, men almindelig i Jylland.

I april kunne TV 2 Lorry dog berette, at den for første gang er spottet på Amager.

Oplever du, at din hund kommer galt afsted i løbet af sommerhalvåret, kan du ringe 1819, som er et landsdækkende akutnummer til kæledyr. Det er muligt at ringe 1819 på alle tider af døgnet, hvis dit kæledyr får akut brug for hjælp, og du vil blive stillet om til nærmeste døgnåbne dyrehospital.

Sponsoreret indhold