Nyheder9. august 2024

Folk raser over dansk festival: "Organiseringen var en fiasko"

Kommentarsporet hos den danske festival Syd for Solen gløder i øjeblikket. Festivalen får nemlig massiv kritik over deres organisering af arrangementet, som netop nu løbet af stablen
Sådan så det ud på festivalpladsen, da Syd for Solen åbnede ballet torsdag.
Sådan så det ud på festivalpladsen, da Syd for Solen åbnede ballet torsdag.
 Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Den danske festival Syd for Solen løber i denne weekend af stablen fra 8-10 august.

Men allerede efter åbningsdagen torsdag, kan flere gæster konstatere, at de ikke dukker op hverken fredag eller lørdag.

I kommentarsporet til flere af af festivalens opslag på Instagram raser gæster således over en række ting omkring festivalens organisering.

De generelle kritikpunkter, som går igen i flere af kommentarerne, lyder, at der var alt for lange køer til boderne, at sikkerheden var dårlig omkring koncerterne, at der var solgt for mange billetter, og at organiseringen generelt var for ringe.

Således skriver en af Instagram-brugerne i en kommentar - ganske enkelt - at "organiseringen var en fiasko".

"Sikkerheden var bekymrende"

En af dem som fremfører en kritik i kommentarsporet er influenceren Sonja Lovdal, som skriver at festivalens set-up var "under al kritik":

I opslaget herunder kan du se flere af de kritiske kommentarer:

"Kæmpe køer for at få opfyldt helt basale behov som mad og toiletter. Men især sikkerheden var bekymrende. Der var ingen opdelingshegn til Fred Again, og det endte i en kæmpe skubbefest, hvor alle blev mast fra alle sider," skriver hun og fortsætter:

"Der var også lukket ALT for mange mennesker ind - det tog os halvanden time at komme ud fra festivalen, og vi væltede rundt over cykler i mørket. Vi havde en virkelig dårlig oplevelse. Det er en ommer".

En anden bruger skriver også, at der var så mange gæster lukket ind, at stemningen blev "klaustrofobisk":

"Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det, vi har oplevet i dag (torsdag, red.) - 30-60 minutters kø til alting og absolut klaustrofobisk festivalsstemning - er det, som i havde planlagt at levere. Hvis nej, så var det måske på plads med en udmelding. Hvis ja, så ses vi ikke til næste år.

Billetter til salg

De mange kriktik punkter, som folk fremfører, har også ført til, at flere i kommentarsporet beder om at få pengene helt eller delvist tilbage for deres oplevelse.

Blandt andet skriver en bruger:

"Vil i bund og grund bare gerne have mine penge tilbage. Jeg har ikke betalt 840 kroner for at stå i kø i flere timer, og endda ende med at gå fra festivalen for at finde mad/drikke andetsteds fra, fordi der var så lang kø. Under al kritik."

I kommentarsporet til det næstseneste opslag på Syd for Solens Instagram-profil skriver flere gæster derudover, at de sælger deres billetter til både fredag og lørdag. Det vides ikke, om det er i relation til kritikken.

På dette opslag forsøger flere at sælge deres billetter:

"Sikkerheden var på plads"

SE og HØR har været i kontakt med arrangørerne bag Syd for Solen, som er Smash!Bang!Pow, for at spørge dem ind til de mange kritikpunkter.

De har sendt følgende skriftlige citat:

”SYD FOR SOLEN lytter altid til kritik og tager den til os hvis den er berettiget, og derfor er vi i fuld gang med at kortlægge, hvad vi kunne have gjort anderledes i går, så vi kan gøre det bedre i dag," står der i udmeldingen, som fortsætter:

"Det er vigtigt for os at understrege, at alle sikkerhedsforanstaltninger (som følger retningslinjerne for festivaler) var på plads og at vi agerede så effektivt, som vi kunne. Vi kigger på flere områder og optimerer alt hvad vi kan."

"Der var rigtigt mange mennesker på pladsen og der var stor entusiasme omkring vores scener. Nu arbejder vi på højttryk for at optimere oplevelsen på pladsen, inden vi åbner i dag. Det arbejde fortsætter vi naturligvis med hele festivalen”.

SE og HØR har efterfølgende spurgt arrangøren om, hvorvidt de har tænkt sig at tage kritikken til sig omkring fordelingshegn ved koncerter og implementere det. Vi har også spurgt, om de har tænkt sig at refundere nogle af billetterne helt eller delvist.

Dette har arrangøren dog ikke kunne svare på for nuværende, men vi afventer et svar fra dem.

Sponsoreret indhold