Nyheder27. oktober 2021
For første gang nogensinde: USA udsteder kønsneutralt pas
For første gang har en amerikansk statsborger fået udstedt et kønsneutralt pas, hvor kønnet er opgivet som X
Af Ritzau
Arkivfoto: Paul J. Richards/AFP/Ritzau Scanpix
USA har for første gang udstedt et kønsneutralt pas. Kønnet er i passet angivet som X i stedet for mand eller kvinde.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge USA's udenrigsministerium forventes det, at kønsneutrale pas vil blive bredere tilgængelige i 2022.
USA's særlige diplomat for LGBTQ+-anliggende, Jessica Stern, kalder udviklingen historisk. Ifølge hende kan passet for flere mennesker nu være i overensstemmelse med den virkelighed, som de lever i.
- Når en person får identifikationsdokumenter, der reflekterer deres sande identitet, lever vedkommende med større værdighed og respekt, siger hun.
Det står ikke klart, hvem der har fået udstedt det kønsneutrale pas.