Nyheder11. januar 2022

Første gang i verdenshistorien: Mand får indopereret svinehjerte

Unik hjertetransplantation kan bane vejen for at løse krise med mangel på organer, siger chefkirurg
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220111-051022-3-1920x1281we.jpg
 University Of Maryland School Of/Zuma/Ritzau Scanpix

Amerikanske kirurger har for første gang haft held til at indoperere et hjerte fra et genmodificeret svin i et menneske.

Det oplyser University of Marylands medicinske afdeling mandag.

Operationen, der blev gennemført fredag, er den første af sin slags i verden. Den demonstrerer, at et hjerte fra et dyr kan overleve i en menneskekrop uden at blive afvist med det samme, lyder det i en udtalelse fra universitetet.

Modtageren af svinehjertet er 57-årige David Bennett fra Maryland. Han er tidligere blevet erklæret uegnet til at modtage et organ fra et andet menneske.

Bennet er siden operationen blevet overvåget nøje for at se, hvordan det nye organ klarer sig.

- Jeg havde valget om at dø eller gennemføre denne transplantation. Jeg vil leve. Jeg ved, at det er et skud i tågen, men det er min sidste mulighed, sagde han torsdag dagen før operationen.

David Bennett har været sengeliggende de sidste mange måneder og har i den periode været koblet til en respirator. Derfor tilføjede han også torsdag, at han "ser frem til at komme ud af sengen", når han er kommet sig.

Den særlige operation fik nytårsaften en nødgodkendelse af USA's lægemiddelstyrelse, FDA.

- Dette var et banebrydende indgreb, der bringer os et skridt tættere på at løse krisen med mangel på organer, siger Bartley Griffith, der stod for operationen.

- Vi fortsætter med forsigtighed, men vi er optimistiske omkring, at denne operation - den første af sin slags i verden - vil kunne bane vejen for at give en vigtig ny mulighed for patienter i fremtiden.

Cirka 110.000 amerikanere står i øjeblikket på venteliste til at modtage en organtransplantation. Over 6000 patienter dør om året i USA, inden de når at få en.

Det viser officielle tal fra sundhedsmyndighederne.

For at møde efterspørgslen har læger i årtier været interesserede i såkaldt xenotransplantation, der blandt andet dækker over organtransplantationer fra dyr til mennesker.

Eksperimenter med xenotransplantation kan således spores helt tilbage til det 17. århundrede.

Det svin, som David Bennett har modtaget et hjerte fra, havde fået fjernet et gen, der er ansvarligt for at producere et særligt sukkerstof.

Var dette gen ikke blevet fjernet, ville det have udløst en kraftig immunreaktion i Bennetts krop og ført til, at hjertet blev afvist.

Sponsoreret indhold