For første gang i fem år: Nu kan du stå på ski ved Roskilde

Hedeland Skicenter, der ligger mellem Roskilde og Høje Taastrup, åbner lørdag og søndag for første gang siden januar 2019.
Dermed kan skientusiaster for første gang i fem år prøve kræfter med Danmarks største alpine skianlæg.
Det oplyser Cecilie Laage-Petersen, formand for Roskilde Skiklub, der driver Hedeland Skicenter, til TV 2 Kosmopol.
– Det er den fedeste følelse, at vi endelig kan byde velkommen til skicenteret efter at have gået i så mange år og vedligeholdt bakken og have haft udstyr og mandskab stående klar, hver gang vejrudsigten har vist minusgrader, siger hun.
Formanden forklarer, at man fredag aften og natten til lørdag vil sætte gang i snekanonerne, så den 45 meter højde og 282 meter lange skibakke vil være dækket af et tykt lag sne.
– Vi håber på at se en masse besøgende og forventer i omegnen af 500 besøgende lørdag og det samme antal søndag, siger Cecilie Laage-Petersen.
Skianlægget, der består af tre lifte, en pist, en snowpark samt en kælkebakke, har åbent lørdag og søndag fra klokken 10 til klokken 17.