Nyheder3. maj 2024

Første gang i 50 år: Danmark får ny abortgrænse

Abortgrænsen hæves fra 12. uge til 18. uge. Derudover kan 15-17-årige danskere få en abort uden forældrenes samtykke

Regeringen og en række partier er blevet enige om at hæve den danske abortgrænse fra udgangen af 12. uge til udgangen af 18. graviditetsuge.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Aftalen er blevet indgået med SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.

Det er første gang i 50 år, at der laves større ændringer i reglerne på abortområdet, og ifølge indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er det på tide.

- Sundhedsfagligt er der intet belæg for den nuværende ugegrænse, og der er heller ikke noget, som tyder på, at der vil komme betydeligt flere eller senere aborter ved at flytte ugegrænsen.

Ifølge hende vil der fortsat være "betydelig afstand" til det tidspunkt, hvor et foster kan være levedygtigt.

I september 2023 foreslog et flertal i Etisk Råd at hæve grænsen, fordi Danmark har en af de mest restriktive abortgrænser i Vesteuropa.

Som tillæg til aftalen om den nye grænse har de samme partier med også Liberal Alliance og De Konservative indgået en aftale om at erstatte de fem regionale abortsamråd med et nyt nationalt abortnævn.

Nævnet skal fra 1. juli 2025 kunne træffe afgørelse om tilladelse til abort efter 18. graviditetsuge. Ændringen sker blandt andet for at ensrette praksis på tværs af landet, lyder det.

- Der har været for stor forskel på, hvor ofte de regionale abortsamråd har givet tilladelse til aborter efter den gældende ugegrænse, siger Sophie Løhde.

En tredje aftale på området betyder desuden, at 15-17-årige fremover skal kunne få foretaget abort uden forældresamtykke eller tilladelse fra Abortnævnet.

Foruden regeringen står SF, Liberal Alliance, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet bag denne aftale.

Her fremhæver digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V), at den seksuelle lavalder også ligger på 15 år.

- At vælge, om man skal have en abort, er en svær situation, og jeg håber, at de unge kvinder kan finde støtte hos deres forældre. Men hvis der er uenighed, skal det i sidste ende være den unge kvindes egen beslutning, om hun vil være mor, siger hun i meddelelsen.

De nye regler på abortområdet vil blive gennemført med en ændring af sundhedsloven.

Lovforslaget fremsættes i løbet af det næste års tid og træder i kraft den 1. juni 2025, fremgår det.

Retten til fri abort blev i Danmark indført i 1973.

Sponsoreret indhold