Nyheder28. oktober 2023

For første gang: Grønland skifter ikke til vintertid

Søndag skifter Danmark til vintertid, når uret sættes en time tilbage.
Grønland har besluttet, at det skal være slut med at skifte mellem sommer- og vintertid. (Arkivfoto).
Grønland har besluttet, at det skal være slut med at skifte mellem sommer- og vintertid. (Arkivfoto).
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Hvert år følger den samme rytme.

Når dagene bliver længere og lysere, skal havemøblerne ud. Det er sådan, man kan huske at rykke uret en time frem, når Danmark og de øvrige EU-lande skifter til sommertid.

Nu er det omvendt. Bare et enkelt kig ud af vinduet afslører, at den tid, hvor man kan slænge sig i havemøblerne, er forbi.

Søndag skifter vi til standardtid – også kaldet vintertid – når uret sættes en time tilbage.

Det betyder, at når viseren rammer klokken tre søndag morgen, så rykkes den tilbage til klokken to. De heldige kan dermed se frem til en times ekstra søvn.

Men i år er alt ikke, som det plejer at være. Det er første gang, at Grønland, der er en del af rigsfællesskabet, ikke skifter til vintertid.

I november 2022 blev Grønlands Selvstyre enige om at skifte tidszone.

Om det er forår, sommer, efterår eller vinter vil størstedelen af Grønland nu altid være i tidszonen UTC-2.

Grønlands nye tidszone betyder, at der er tre timers forskel mellem Nordamerika og Grønland – og det samme mellem Europa og Grønland.

Og årsagen til skiftet lå også heri. Grønland ønskede at rykke en tidszone tættere på Danmark og resten af Europa.

Til gengæld holder grønlænderne indtil videre fast i at skifte mellem sommer- og vintertid som hidtil.

Det var dog ikke uden forbehold, at beslutningen blev taget. Derfor vil Grønland se mod Island, der tidligere har skiftet tidszone fra UTC+0 til UTC-1, og som har foretaget undersøgelser af, hvordan skiftet har påvirket landets unge.

– Naalakkersuisut finder det vigtigt, at Grønlands forskere og sundhedsvæsen har adgang til disse data, sagde Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, under tredjebehandlingen af lovforslaget.

I 2019 vedtog Europa-Parlamentet, at det er op til det enkelte EU-land, om det ønsker at forsætte med at skifte mellem sommer- og vintertid, eller om det i stedet vil bruge normaltid, altså vintertid året rundt.

Men det er altså ikke en mulighed, som den danske regering har benyttet sig af.

Sponsoreret indhold