Nyheder23. januar 2022

Fødte sit eget barnebarn – australsk kvinde var rugemor for sin datter

Et australsk par er blevet forældre, efter at den nye mors mor fødte deres barn. Mormor blev samtidig den ældste rugemor i Australien
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220121-100953-7-1920x2008we.jpg
 Mel Julin Photography/Caters/Ritzau Scanpix

- Jeg gik ud fra, jeg var for gammel til at gøre det, men det viser bare at man altid skal stille spørgsmål. Det er en virkelig speciel oplevelse, og jeg er ekstatisk over at være i stand til at hjælpe min datter.

Sådan udtrykker 54-årige Maree Arnold sin glæde over at have været rugemor for sin datter.

Den 13. januar fødte hun sit eget barnebarn ved et planlagt kejsersnit, og kunne dermed give sin datter og hendes kæreste den ultimative gave i form af en sund lille dreng.

Det skriver Daily Mail.

En lang kamp

Datter Meagan White på 28 år er født uden livmoder og er derfor ikke selv i stand til at føde børn.

- Men jeg har fungerende æggestokke, så jeg vidste, jeg var i stand til at få et biologisk barn med hjælp fra en rugemor, siger hun.

Kampen for at få gjort mor gravid var dog hverken let eller ligetil.

Maree havde nemlig allerede ramt overgangsalderen og blev derfor givet medicin for at vende processen og forberede hendes krop til graviditet.

Herefter var det først ved det fjerde forsøg, det lykkedes lægerne at gøre den 54-årige kvinde gravid.

- Jeg vidste, at jeg selvfølgelig var ældre ved denne graviditet, og jeg blev en smule mere træt end sidste gang jeg var gravid for 22 år siden, siger Maree Arnold.

Hun har selv fem børn og beskriver fødslen som perfekt.

- Nu hvor det er overstået, er jeg bare så lettet over, at det gik så godt, og at vi har skabt det her lille menneske.

Håber at inspirere andre

Det australske par havde allerede forsøgt sig med en canadisk rugemor i 2019. Her fik de dog den tunge nyhed, at babyen ikke havde udviklet nyere, og derfor ikke ville overleve godt halvvejs inde i graviditeten.

- Vi var alle fyldt med sorg, og da pandemien begyndte, og det blev forbudt at rejse, føltes alting umuligt, siger Meagan White.

Maree kunne ikke klare at se sin datter i så nedtrykt en tilstand, men havde aldrig drømt om, at hun selv kunne agere rugemor, da hun var sikker på, hun var for gammel til at få lov.

- Jeg håber bare, vores historie vil opmuntre andre til at tage den samme rejse, som vi har gjort. Jeg ville gøre det igen, siger Maree.

Hun er formentlig den ældste rugemor, der har været i Australien, skriver Daily Mail.

I 2015 var der en lignende historie i landet, hvor en kvinde fra Sydney også fødte sit eget barnebarn, men her var kvinden kun 53 år.

Sponsoreret indhold