Nyheder18. september 2023

Fødselslæger med ny anbefaling: Hæv abortgrænsen

Det er på tide at hæve abortgrænsen, mener Lise Lotte Torvin Andersen, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG)
Obstetric Ultrasonography Ultrasound Echography of a fourth month fetus
Det er på tide at hæve abortgrænsen, mener Lise Lotte Torvin Andersen, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG).
 Modelfoto: Colourbox

De sidste 50 år har abortgrænsen været på 12 uger.

Men nu er det tid til at lave en ændring. For nu skal grænsen hæves, siger Lise Lotte Torvin Andersen til DR.

Hun er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), der er en sammenslutning af læger med speciale i fødsler og graviditet.

- Vi mener, at abortgrænsen skal hæves. Men vi kommer ikke med en konkret grænse, og vores medlemmer er også delte, og det afspejler nok den almindelige holdning i befolkningen, siger Lise Lotte Torvin Andersen til DR.

Hendes udmelding kommer ugen før, at Etisk Råd kommer med nye anbefalinger om netop abortgrænsen. Rådet tog senest stilling til abortgrænsen på 12 uger tilbage i 2007. Her lød anbefalingen fra Etisk Råd, at man fastholdt de 12 uger, men i næste uge kommer rådet så med en ny anbefaling.

Regeringen vil først tage stilling til en eventuel ændring af abortgrænsen, når Etisk Råd kommer med sine anbefalinger. Men ifølge Politiken har Enhedslisten foreslået, at grænsen rykkes til 22. graviditetsuge. Desuden har flere fagfolk har argumenteret for, at grænsen bør være mellem 18 og 22 uger.

Ifølge formanden for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi er der tre primære årsager til, at man bør hæve grænsen.

Den nuværende grænse på 12 uger giver nemlig ikke mening, fordi første scanning – den såkaldte nakkefoldsscanning - ligger i uge 12, og dermed får langt de fleste par først svaret efter abortgrænsen.

Desuden får de fleste alligevel lov til at gennemføre en abort efter 12. uge, når de søger om tilladelse i Abortrådet.

- Og så skal kvinder selv have lov til at bestemme over deres krop, siger Lise Lotte Torvin Andersen til DR.

Sponsoreret indhold