Nyheder28. januar 2024

Fødevarestyrelsen finder fund af fugleinfluenza for tredje gang på fire dage

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i en stor besætning kalkuner ved Skælskør for tredje gang i 2024. Mandag vil de sammen med Beredskabsstyrelsen aflive dyrene
Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza for tredje gang på fire dage i en besætning på 25.000 kalkuner ved Skælskør. Mandag vil de i samarbejde med Beredskabsstyrelsen begynde at aflive dyrene.
Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza for tredje gang på fire dage i en besætning på 25.000 kalkuner ved Skælskør. Mandag vil de i samarbejde med Beredskabsstyrelsen begynde at aflive dyrene.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For tredje gang på fire dage er der blevet påvist fugleinfluenza på en kalkunfarm tæt på Skælskør.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse søndag.

Denne gang er det i en besætning på omkring 25.000 kalkuner, der befinder sig ved Lundby.

Fødevarestyrelsen går sammen med Beredskabsstyrelsen i gang med at aflive dyrene mandag.

- Da vi nu står med tre udbrud af denne meget alvorlige sygdom i samme område på meget få dage, vil vi opfordre alle med fjerkræ til at udvise ekstra opmærksomhed på smittebeskyttelse, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Bente Holst.

Torsdag lød det, at 25.000 kalkuner på en farm ved Bøgelunde skulle aflives på grund af fund af fugleinfluenza, mens det lørdag kom frem, at en besætning på 27.000 kalkuner ved Sønderupsønder også var ramt af den smitsomme sygdom.

For at begrænse risikoen for smittespredning har Fødevarestyrelsen oprettet en beskyttelseszone tre kilometer rundt om besætningen.

Samtidig er der også oprettet en overvågningszone ti kilometer rundt om besætningen.

Her skal fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle. Derudover er det forbudt at afholde udstillinger med fugle samt flytte fugle og produkter indenfor og ind og ud af zonerne.

I begyndelsen af november 2023 blev 32.000 kalkuner nær Lundby aflivet af Fødevarestyrelsen på grund af fugleinfluenza.

Trusselniveauet for fugleinfluenzasmitte blev i December hævet fra middel til høj.

Det betyder, at danske besætninger med fjerkræ eller andre fugle i fangenskab skal lukkes inde eller overdækkes for at undgå smittespredning fra vilde fugle.

Fugleinfluenza giver svære symptomer og medfører høj dødelighed hos fjerkræ.

Ifølge Fødevarestyrelsen smitter fugleinfluenza kun meget sjældent mennesker.

Sponsoreret indhold