Nyheder6 timer siden

Fly styrtet ned ved Ringsted: Piloten er kørt på hospitalet

Et fly er fredag middag styrtet ned i landsbyen Lille Høm ved Ringsted. Piloten var den eneste ombord på det lille fly
Et mindre privatfly er styrtet ned på en mark tæt på Ringsted fredag middag.
Et mindre privatfly er styrtet ned på en mark tæt på Ringsted fredag middag.
 Foto: Presse-fotos.dk

En forbipasserende fik sig noget af et chok, da han fredag middag pludseligt kunne se et hvidt fly nødlande og vælte rundt på marken.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var det en ældre mandlig pilot, som styrtede ned - sandsynligvis på grund af en motorfejl.

Fly styrtet ned ved Ringsted

- Piloten er den eneste, der var ombord på flyet, og der er ikke andre, der er kommet til skade, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist til SE og HØR.

Flyet styrede ned på en mark i landsbyen Lille Høm tæt på Ringted kort efter, at det var lettet fra privat grund i Ringsted.

Politikredsen fortæller videre, at der har været både lægehelikopter, politi og ambulancer på stedet.

Den ældre pilot er ikke kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken, lyder det.

- Han er blevet taget med på sygehuset for en sikkerheds skyld, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist.

Det er sandsynligvis et motorsvigt som har været skyld i, at piloten var nødt til at foretage den voldsomme nødlanding, hvor flyet væltede rundt og blev totalsmadret, oplyser politiet.

Havarikommissionen har dog allerede afvist at gå ind i sagen, da der er tale om et mindre fly og en isoleret hændelse.

Politiet modtog alarmopkaldet klokken 12:51, om at et fly var styrtet ned.

Den ældre pilot var i stand til at tale med sundhedspersonalet, da de nåede frem til stedet. Han er alligevel taget til behandling på sygehuset.

Sponsoreret indhold