Fløj fra Dubai: To døde i flystyrt

Et transportfly er gledet af landingsbanen i Hong Kong International Airport.
Det oplyser Hongkongs lufthavnsoperatør natten til mandag til nyhedsbureauet Reuters.
Flyet er endt i havet ved siden af landingsbanen, oplyser lufthavnsoperatøren videre.
Billeder fra lufthavnen viser tidligt mandag morgen lokal tid, at den bagerste del af flyet ligger delvist under havoverfladen, mens den forreste del befinder sig oven på sten nær landingsbanen. Flyets hale mangler.
Ifølge avisen South China Morning Post gled flyet af landingsbanen, efter at det under landing ramte et køretøj. Det fremgår ikke umiddelbart, hvilket køretøj der er tale om.
To personer har mistet livet som følge af ulykken. Der er tale om en mand på 30 år og en mand på 41 år, skriver AFP. Begge opholdt sig i det køretøj, som blev ramt af flyet.
Fire besætningsmedlemmer var om bord på flyet, da det gled af landingsbanen, oplyser lufthavnen i en udtalelse ifølge Reuters. De er alle fire blevet reddet ud af flyet.
Også en medarbejder på jorden skal være blevet reddet, mens en anden person er blevet meldt savnet.
Den omtalte landingsbane er desuden blevet midlertidigt lukket, fremgår det videre.
Ulykken skete omkring klokken 03.50 natten til mandag lokal tid - klokken 21.50 søndag aften dansk tid.
Flyet afgik tidligere på dagen fra en lufthavn i Dubai og har et flynummer fra flyselskabet Emirates, oplyser lufthavnen i Hongkong.
Der er tale om et transportfly af modellen Boeing 747, skriver flyhjemmesiden Flightradar24 i et opslag på det sociale medie X.
Her skriver flyhjemmesiden desuden, at flyet er ejet af det tyrkiske flyselskab AirACT, der leverer ekstra fragtkapacitet til større flyselskaber.
Hverken Emirates eller AirACT er natten til mandag vendt tilbage på henvendelser fra nyhedsbureauet Reuters.
Flytrafikken til og fra Hong Kong International Airport vil mandag ikke være påvirket af ulykken, lyder det ifølge Reuters fra luftfartsmyndighederne i Hongkong.