Annonce
Nyheder5 timer siden (opd. 5 timer siden)

Flertallet bag Hanne Pigonska er væk i Odsherred Kommune

Flertallet bag Hanne Pigonska (V) som ny borgmester i Odsherred Kommune er væk
Annonce

Der er opstået usikkerhed om, hvorvidt Odsherred Kommune har en ny borgmester.

Ifølge regionalmediet TV2 Øst er flertallet bag Hanne Pigonska (V) forsvundet.

Det erfarer mediet efter at have talt med flere partier i byrådet.

Flere partier fortæller til TV2 Øst, at det er Danmarksdemokraterne, der er sprunget fra konstitueringsaftalen, og dermed er der kun 12 ud af 25 mandater bag Hanne Pigonska.

Danmarksdemokraternes spidskandidat, Jonas Nørgaard, oplyser dog til mediet, at det er Dansk Folkeparti, der "er sprunget fra aftalen".

Bag Hanne Pigonska stod lokallisten Nyt Odsherred, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Socialdemokratiet og Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti meddelte mandag, at de ikke ville være en del af konstitueringsaftalen, men partiets tre mandater var heller ikke nødvendige for Pigonskas flertal.

Annonce

- Jeg kan ikke se, at vi skulle være sprunget fra en aftale, som vi ikke skulle være en del af, siger DF-spidskandidat Julie Jacobsen til Ritzau.

Hanne Pigonska var ikke det mest oplagte bud på en ny borgmester i Odsherred.

Hun blev først sent spidskandidat for Venstre, og ved kommunalvalget sidste tirsdag blev Venstre blot det syvendestørste parti i Odsherred Kommune og gik fra fire til to mandater.

Annonce

Hanne Pigonska fik 316 personlige stemmer i kommunen.

Hvis konstitueringsaftalen er gået op i røg, vil Odsherred være den eneste kommune, hvor der mangler at blive peget på en ny borgmester.

Søndag faldt en aftale på plads i Slagelse Kommune, og dermed havde alle 98 kommuner valgt en borgmester fra 1. januar.

Forhandlingerne om konstitueringen i kommunerne kan dog løbe helt frem til det konstituerende møde.

Det skal afholdes i perioden fra 1. december til 15. december, og først på det møde er en konstitueringsaftale juridisk bindende.

Annonce

Sponsoreret indhold