Nyheder22. juli 2023

Flere tusind: Turister evakueret på Rhodos

Skovbrande er ude af kontrol, og det tvinger både turister og indbyggere til at forlade sydøstlige områder på den græske ferieø

Over 2000 mennesker er blevet evakueret fra dele af den græske ferieø Rhodos lørdag.

En stor skovbrand har raset på øen i fem dage og er endnu ikke under kontrol.

Det meddeler den græske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Græsk tv viser billeder af turister, der står i lange køer med deres bagage og venter på at blive sejlet fra de berørte områder omkring byerne Kiotari og Lardos i den sydøstlige del af Rhodos.

I baggrunden ses tykke røgskyer stige op fra de dele af øen, hvor brandene raser.

Kystvagtens skibe og over 30 privatejede både er sat ind for at fragte de mange mennesker til mere sikre områder.

– Vi havde lavet brandbælter rundt om landsbyen Laerma i aftes, men et 180 grader skifte i vinden her til morgen hjalp branden med at vokse sig langt større over mange kilometer, og den nåede et turistområde, siger Rhodos' viceborgmester, Konstantinos Taraslias.

Imens kæmper brandfolk for at få øens største brand under kontrol. En kraftig vind puster til den og har hjulpet flammerne til at brede sig.

Fra luften kaster fly vand ned over området. Brandfolk fra Slovakiet er sat ind for at hjælpe deres græske kolleger på Rhodos.

Alt i alt er der omkring 70 skovbrande i Grækenland netop nu.

Græske myndigheder har advaret om, at der er forhøjet risiko for skovbrande på Rhodos og andre af de græske øer søndag. Her ventes temperaturerne at nå op omkring 45 grader.

Sponsoreret indhold