Nyheder24. september 2022

Flere hundrede lig gravet op i ukrainsk by

Der kan være tale om russiske krigsforbrydelser
Flere har deltaget i opgravningen af de mange lig.
Flere har deltaget i opgravningen af de mange lig.
 Foto: Pavel Nemecek/AP/Ritzau Scanpix

Ukrainske embedsmænd i det østlige Kharkiv region siger fredag, at 447 lig er blevet gravet op fra et massegravsted nær den østlige by Izium, som den ukrainske regeringshær har tilbageerobret fra russerne.

- I dagene 16. til 23. september er 447 lig gravet op fra stedet, hedder det i en erklæring fra embedsmændene på Facebook.

425 af ligene er civile - heriblandt fem børn.

- Der vil blive foretaget alt, hvad der er muligt for at få klarlagt alle omstændigheder ved deres død, hedder det videre.

Tidligere fredag sagde den regionale guvernør, Oleh Synegubov, at de fleste lig er mærket af voldelig død. På 30 er der tegn på tortur.

USA skal hjælpe Ukraine med at opklare mulige krigsforbrydelser.

Det oplyste det amerikanske justitsministerium tidligere på ugen.

Den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, mødtes tirsdag med Ukraines chefanklager, Andrij Kostin, i USA's hovedstad, Washington D.C.

Her blev parterne enige om at arbejde tættere sammen om at retsforfølge de personer, der kan være involveret i krigsforbrydelser i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har sagt, at massegravene formentlig er endnu et bevis på, at Rusland begår krigsforbrydelser i Ukraine.

FN i Genève har sagt, at man håber at kunne sende eksperter til Izium for at hjælpe med at få klarlagt omstændighederne omkring de hundredvis af døde.

Sponsoreret indhold