Flere danskere på milliardærliste: Bestsellerejer er faldet 177 pladser

Otte danskere er på det amerikanske magasin Forbes' milliardærliste for 2023, som netop er udkommet, med Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen i spidsen.
Vurderingen af hans formue er dog skrumpet med 6,3 milliarder dollar til 7,3 milliarder, og han er gået fra en 135.-plads over de rigeste i verden til en placering som nummer 312.
Derefter følger Kirk-familien, som står bag Lego, på en 365.-plads med en formue på 6,7 milliarder dollar. Året før var den vurderet til 8,2 milliarder dollar.
Så rige er de
1. Bernard Arnault med en formue på 211 milliarder dollar (nummer 3 i 2022) - formand i luksusmærkevirksomheden LVMH, som har eksklusive brands som Louis Vuitton, Dior og cognacproducenten Hennessy under sig.
2. Elon Musk med en formue på 180 milliarder dollar (nummer 1 i 2022) - stifter af blandt andet bilmærket Tesla.
3. Jeff Bezos med en formue på 114 milliarder dollar (nummer 2 i 2022) - stifter af handelsplatformen Amazon.
4. Larry Ellison med en formue på 107 milliarder dollar (nummer 8 i 2022) - medstifter af og storaktionær i softwareselskabet Oracle.
5. Warren Buffett med en formue på 106 milliarder dollar (uændret fra 2022) - investor og topchef i Berkshire Hathaway, som har flere selskaber under sig.
De otte danskere på listen:
312. Anders Holch Povlsen med en formue på 7,3 milliarder dollar (nummer 135 i 2022) - ejer af modekoncernen Bestseller.
365. Kjeld, Sofie og Thomas Kirk Kristiansen samt Agnete Kirk Thinggaard med en formue på 6,7 milliarder dollar - ejere af Kirkbi, som blandt andet ejer Lego.
442. Niels Peter Louis-Hansen med en formue på 5,8 milliarder dollar - storaktionær i Coloplast, som blandt andet producerer udstyr til brug i sundhedssektoren, og søn af stifteren, Aage Louis-Hansen.
2133. Martin Møller Nielsen med en formue på 1,3 milliarder dollar - stifter af flyleasingselskabet Nordic Aviation Capital.
2540. Benedicte Find med en formue på 1 milliard dollar - arkitekt og datter af Coloplast-stifter Aage Louis-Hansen.
Kilde: Forbes
Verdens rigeste er ifølge Forbes ejeren af luksusgiganten LVMH, Bernard Arnault, som blandt andet har brands som Louis Vuitton, Moët & Chandon, Givenchy og Dior.
Franskmanden har overhalet både Tesla-stifter Elon Musk og Amazon-stifter Jeff Bezos med en formue på 211 milliarder dollar.
Musks formue er faldet med 39 milliarder dollar og Jeff Bezos' vurderes til at være 57 milliarder dollar mindre.
Den rigeste kvinde på listen er amerikaneren Julia Koch på 17.-pladsen. Hun har en formue på 59 milliarder dollar.