Nyheder17. marts 2023

Fik pludselig grønt hår efter svømmehalstur: - Da vidste vi, der var noget galt  

Nu er svømmehallen Kragerø syd for Oslo blevet lukket, da både ansatte og badegæster fik grønt hår efter en tur i vandet – og det var på overraskende vis ikke på grund af klorindholdet
Arkivfoto: Det var ganske overraskende slet ikke bassinvandet, som misfarvede gæsternes hår 
Arkivfoto: Det var ganske overraskende slet ikke bassinvandet, som misfarvede gæsternes hår
 Foto: Scanpix Denmark

De fleste med lyse nuancer i håret ved, at den irriterende følgevirkning ved flere ture i en klorholdig pool kan resultere i grønlige spidser.

Men i en svømmehal i norske Kragerø var den stærke grønne farve pludselig ikke til at komme af med for både gæster og ansatte. Og det er efter alt at dømme slet ikke klor, der ligger til grund for den uønskede hårfarve.

Det skriver VG, der citerer det lokale medie Kragerø Blad Vestmar.

Her udtaler blandt andre Cathrine Aspnes på 29 år, der ofte kommer i pågældende svømmehal.

– Jeg opdagede pludselig, at mit hår var grønt især på toppen af mit hoved. Jeg var helt chokeret og forstod ikke, hvad det handlede om.

Intet virkede

Efter desperate søgninger på nettet fandt Cathrine ud af, at hun kunne fjerne den utraditionelle hårfarve med ketchup - selvom det var denne alternative metode, hun blev rådet til på Google. Hvis det var klor, der var synderen, vel at mærke.

– Jeg prøvede også med lilla shampoo, men det gik stadig ikke væk. Det er helt vildt!

Hun klagede sin nød på Facebook, hvor flere skrev, at de havde oplevet det samme.

Også hos ledelsen i svømmehallen blev man tidligere på ugen klar over, at der var et problem.

– Da folks hår blev grønt, indså vi, at der var noget galt. Der for to medarbejdere, der mandag aften fortalte os, at de havde grønt hår efter at have brugt badene, siger ejendomschefen Julius Finnsson, som udtaler sig til VG.

Han har en dominerende teori i øjeblikket – allerede før vandprøverne er kommet retur.

Det er lige nu primært nogle gamle kobberrør i brusebadene, som han mistænker for at være skyld i den grønne misfarvning af folks hår.

Chefen forklarer videre, at der altså ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med misfarvningerne.

Sponsoreret indhold