Nyheder21. august 2023

FH-direktør fratræder efter gensidig aftale

Michael Jacobsen stopper som direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation
Direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Michael Jacobsen fratræder sin stilling.
Direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Michael Jacobsen fratræder sin stilling.
 Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Michael Jacobsen fratræder sin stilling.

Det skriver FH i en pressemeddelelse.

Det sker kort tid inden, at FH mødes på en ekstraordinær kongres, hvor der skal vælges en ny formand, efter at Lizette Risgaard trak sig på grund af historier om upassende berøringer.

I starten af maj lød det, at FH suspenderede Michael Jacobsen som en konsekvens af Lizette Risgaard-sagen, imens en advokatundersøgelse af Risgaard foregik.

- Direktør Michael Jacobsen er med virkning fra i dag suspenderet, indtil advokatundersøgelsens resultater forelægger og er blevet behandlet, lød det fra FH i en skriftlig kommentar i maj.

Advokatundersøgelsen, foretaget af Kromann Reumert, blev afsluttet i starten af august, hvor en af konklusionerne blandt andet var, at FH-toppen var frikendt.

Trods det har Michael Jacobsen været suspenderet siden da og frem til mandag, hvor FH annoncerer, at han stopper som direktør.

FH's fungerende formand, Morten Skov Christiansen, takker Michael Jacobsen for arbejdet i meddelelsen:

- Michael Jacobsen har løftet en række meget store opgaver i FH – ikke mindst fusionen og etableringen af en ny organisation. Det har han gjort med succes.

- Den 7. september 2023 får FH ny formand, som med sit eget ledelseshold skal have mulighed for at se frem mod de næste opgaver for fagbevægelsen. Det er Michael enig i, hvilket også vidner om hans professionalisme og loyalitet over for fagbevægelsen. Jeg ønsker Michael det bedste fremover, skriver Morten Skov Christiansen.

FH oplyser, at Morten Skov Christiansen ikke har yderligere kommentarer til direktørens fratrædelsen.

Peter Nisbeth har siden Michael Jacobsens suspendering fungeret som konstitueret direktør. Det vil han fortsætte med, indtil der er valgt en ny formand for FH, skriver organisationen i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold