Nyheder4. april 2023

Fertilitetslæger med opråb: Få børn tidligere

Vi bliver ældre og ældre, før vi får børn, og det er bekymrende
Ifølge fertilitetslæger bør vi få børn tidligere. 
Ifølge fertilitetslæger bør vi få børn tidligere.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Omkring en ud af seks af alle verdens voksne oplever infertilitet på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Det estimerer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en omfattende rapport.

Også i Danmark oplever mange problemer med at få børn. Det er mellem 15-26 procent af voksne danskere, der oplever problemer.

Det vurderer Søren Ziebe, der er afdelingschef på Rigshospitalets fertilitetsafdeling. Rigshospitalet har Danmarks største offentlige fertilitetsklinik

- Det er cirka 15 procent, der oplever infertilitet lige nu, og op til 26 procent der oplever det på et eller andet tidspunkt i deres liv, siger han.

Den største årsag til, at mange par oplever problemer med at få børn, er, at man venter længere og længere med at forsøge.

I 2022 var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark 29,9 år. For 50 år siden var det 24 år.

Ifølge Søren Ziebe er gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende den højeste nogensinde.

Der er ikke udsigt til, at den falder betragteligt, og det bekymrer ham.

- Vi bevæger os en vej hen, hvor det er sværere og sværere at få børn. Alder er indtil videre den vigtigste knap at skrue på, hvis vi skal ændre noget. Og den udfordring med, at vi bliver ældre og ældre, kan vi ikke løse med fertilitetsbehandling.

- Det er ikke sådan, at man bare kan vente og vente og tro, at hvis man får problemer, så kan man bare gå på fertilitetsklinikken. Man kan ikke tage alderen ud af æggene og sædcellerne. Vi kan arbejde med det, vi har, men jo dårligere det er, jo mindre sandsynligt er det, at vi kan hjælpe, siger han.

Som årene går, nedsættes kvindens evne til at blive gravid. Kvinder midt i 30'erne har halvt så stor sandsynlighed for graviditet per måned, som da de var i 20'erne ifølge sundhed.dk.

Efter 40-årsalderen falder fertiliteten hastigt, og det er kun hver tredje kvinde, som reelt har mulighed for at blive gravid.

Bliver hun gravid, er risikoen for en spontan abort omkring 50 procent.

Den stigende alder bekymrer også Svend Lindenberg. Han er leder af Copenhagen Fertility Center, der er Danmarks største fertilitetsklinik.

- Den store æggeklokke, som vi læger kalder den, er alderen. Og der falder fertiliteten fuldstændig med alderen, næsten uafhængig af hvad du gør.

- Så den allerværste årsag til barnløshed i Danmark er alderen, og det er et rigtig stort problem, siger han.

WHO opfordrer i rapporten til at øge adgangen til fertilitetsbehandling. Ifølge Svend Lindenberg gælder det dog særligt ulande, hvor der slet ikke er samme adgang til fertilitetsbehandling som i Danmark.

- Flere steder i Afrika for eksempel er der flere fertilitetsklinikker, men det er kun for de rige. Og der er det næsten umuligt for en kvinde, der har fået en skade ved den første fødsel eller haft tuberkulose, at få adgang til behandling, siger han.

Søren Ziebe understreger, at fertilitetsbehandlingen i Danmark er af høj kvalitet. Og at adgangen er god, fordi der både er offentlige og private tilbud til ufrivilligt barnløse. Han mener dog fortsat, tilbuddene kan forbedres.

I dag gives der i det offentlige tre forsøg til at opnå graviditet. Men ofte tager det flere forsøg.

Derfor mener Søren Ziebe, at det offentlige bør give op til seks forsøg. Derudover bør det også være muligt at få hjælp til at få flere børn. I dag er det kun muligt at få hjælp til det første barn.

Sponsoreret indhold