Nyheder6. juli 2022

Fertilitetsklinik i Field's i knibe: Befrugtede æg holdt som "gidsler"

De ansatte ved fertilitetsklinikken Sellmer, der ligger i Field's, kæmper for at få adgang til nogle befrugtede æg, inden det er for sent
Fertilitetsbehandling
Genrefoto.
 Foto: Colourbox

OPDATERET ONSDAG KL. 15:12: De to embryologer fortæller til TV 2 Lorry, at de med politieskorte har fået adgang til at tilse æggene.

– Vi har været inde hos vores æg, og vi har fået mulighed for at flytte dem i dag. Æggene går ikke til spilde, og vi kan gøre det, som vi skal med dem. Vi er lykkelige for, at det lykkedes, siger Sacha Weirup til TV 2 Lorry.

----

Da en gerningsmand søndag åbnede ild i shoppingcenteret Field's flygtede centerets gæster og ansatte i vild panik, og de efterlod i tumulten både biler, klapvogne og andre ejendele i centeret.

Efter skudepisoden har Field's meldt ud, at centeret vil holde lukket til tidligst 11. juli, men allerede dagen efter kunne man hente sin bil i parkeringskælderen under Field's.

Og mens bilerne ruller ud af parkeringskælderen, så kan de ansatte hos fertilitetsklinikken Sellmer se hjælpeløse til, for de har endnu ikke fået adgang til noget yderst dyrebart.

Sacha Weirup og kollegaen Nathanael Noer er ansatte på fertilitetsklinikken, og de er i løbende dialog med politiet, fortæller de til TV 2 Lorry.

– Vi står i en situation, hvor vi rigtig gerne vil ind til vores æg oppe i vores laboratorie. Vi har stået her et par dage nu, og vi har selvfølgelig fuld forståelse for, hvad der foregår, og den efterforskning der er i gang. Vi har bare en masse patienter, som befinder sig i et limboland, og som derfor heller ikke ved, hvad der skal ske med deres behandling, siger Sacha Weirup til TV 2 Lorry.

De befrugtede æg ligger i en inkubator, som er en slags varmeskab, på klinikken. Her skal de ligge i fem døgn, og så er de klar til at blive lagt op i livmoderen.

Hvis ikke æggene bliver lagt op inden for en bestemt tidsramme, går de til.

– Vi kan ende ud i en situation, der gør, at de æg, vi har, ikke kan bruges. Så nu håber vi virkelig, at vi kan komme ind i morgen (tirsdag red.) eller om ikke andet i overmorgen (onsdag red.), siger de ansatte til TV 2 Lorry mandag eftermiddag.

Det er lykkes klinikken at "omdirigere" nogle af deres patienter til andre fertilitetsklinikker, men æggene i inkubatoren skal de ansatte altså snart have adgang til.

Vi håber, de finder en "æg-løsning" på problemet!

Sponsoreret indhold