Nyheder27. marts 2023

Farvel og tobak: Ikonisk koncertsted i Esbjerg går konkurs

Tobakken i Esbjerg må dreje nøglen om efter flere år med underskud
The Minds of 99 er et af mange danske bands, der har optrådt på Tobakken i Esbjerg.
The Minds of 99 er et af mange danske bands, der har optrådt på Tobakken i Esbjerg.
 Foto: Flemming Bo Jensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Der er mandag middag landet en rigtig dårlig nyhed for alle, der havde set frem til at skulle til koncert på spillestedet Tobakken i Esbjerg.

For spillestedet har set sig nødsaget til at sige tak for nu og indgive en konkursbegæring.

Det skriver Tobakken på sin Facebook-profil.

Grunden til konkursen er ifølge spillestedet, at der de seneste seks år har været røde tal i regnskaberne.

For at overleve skal spillestedet bruge 5,8 millioner kroner, hvilket ikke har været muligt at skaffe.

Har man billet til en kommende koncert på Tobakken, skal man i første omgang væbne sig med tålmodighed.

Selv om stedet lukker fra dags dato, er der nemlig en chance for at visse koncerter alligevel kan spilles.

– Inden for de kommende dage udpeges der en kurator for Tobakken. Kurator afgør, om det vil blive forsøgt at gennemføre nogle af de kommende koncerter og arrangementer, oplyser spillestedet.

Billetkøbere vil blive kontaktet via mail, når der er truffet en beslutning.

De kommende måneder har det hidtil været planlagt, at blandt andet Lydmor, Swan Lee, Jimilian og Steen Jørgensen skal optræde på Tobakken.

Ifølge hjemmesiden er Tobakken et af Danmarks største indendørs spillesteder med en kapacitet på 1200 tilskuere i den store sal.

Bygningen blev opført i 1896 og begyndte oprindeligt som en tobaksfabrik. Der er blevet afholdt koncerter i Tobakken siden 1980’erne.

Sponsoreret indhold