Nyheder21. august 2023 (opd. 21. august 2023)

Farvel Danmark: Her er Zelenskyjs næste mål

Den ukrainske delegation forlod for kort tid siden Danmark

Volodymyr Zelenskyj besøger Danmark

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj er rejst til Athen i Grækenland, hvor han mandag skal mødes med landets premierminister Kyriakos Mitsotakis.

Det oplyser den græske premierministers kontor, skriver Reuters.

- På dagsordenen er alt det, som vi sammen kan gøre, for at beskytte menneskeliv og frihed i vores fælles europæiske hjem, udtaler Zelenskyj i en besked på Telegram forud for mødet, skriver AFP.

- Hver dag styrker vi vores stat, vores soldater og vores samarbejde med partnere.

Tidligere mandag eftermiddag gik Zelenskyj om bord på et fly i Københavns Lufthavn efter sit besøg i Danmark.

Efter Zelenskyj har mødt Kyriakos Mitsotakis, vil de to ledere udtale sig til pressen, lyder det.

Zelenskyj vil efterfølgende deltage i en uformel middag mandag aften, som den græske premierminister er vært for. Her vil også ledere af en række Balkan-lande deltage.

Det gælder præsidenterne i Serbien, Moldova, Montenegro og Rumænien samt premierministrene i Kosovo, Nordmakedonien, Bulgarien og Kroatien samt formanden for ministerrådet i Bosnien og Hercegovina, skriver AFP.

Også Ursula von der Leyen, som er EU-Kommissionens formand, og Charles Michel, som er formand for Det Europæiske Råd, deltager i middagen.

Både mandag og tirsdag vil der i Athen blive afholdt et Balkan-topmøde.

Den græske premierministers kontor oplyser ifølge AFP, at mødet markerer tyveårsdagen for et andet Balkan-topmøde i Grækenland, der blev afholdt i byen Thessaloniki i 2003.

Den ukrainske præsident Zelenskyj har netop besøgt Holland, Sverige og Danmark.

Danmark har lovet Ukraine 19 kampfly af typen F-16. Også Holland donerer kampfly.

I Sverige blev det efter Volodymyr Zelenskyjs besøg aftalt, at svenske kampvogne skulle sendes afsted til Ukraine.

Der er dog ingen planer om at donere svenske kampfly til Ukraine.

Sponsoreret indhold