Nyheder2. marts 2022

Far døde på tragisk vis: Blev lottovinder i graven

En 59-årig mand mistede livet i en frygtelig ulykke, og han fandt aldrig ud af, at han vandt en stor gevinst i lotteri
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lottovinder.png
 Privatfoto

Nytårsaften var Andrew Gillion i venners lag for at fejre året, der var gået, og året, der kom.

Men den aften endte i en stor tragedie.

Han var hjemme hos en af sine venner, og pludselig faldt han ned af trappen og brækkede sin nakke.

Andrew Gillion blev herefter fragtet til hospitalet, og nogle dage efter døde han under en operation.

Tragedien efterlod datteren Lisa Thomas, 32, og resten af familien i sorg.

Da familien var i gang med at rydde op i Andrews hjem i Skotland, kom der en konvolut, som de ikke havde regnet med.

En gylden konvolut blev afleveret til hans hjem, og da de åbnede den, fandt de ud af, at faren og resten af Shaw Crescent havde vundet mere end 70 millioner kroner i et postnummer-lotteri.

Datteren Lisa Thomas, som er mor til tre, ser i dag gevinsten som en sidste gave fra sin far.

– Da jeg fik det bekræftet, blev jeg til at starte med helt knust. Jeg kunne bare høre det begejstrede opkald fra ham, hvor han fortalte mig, at han havde vundet, og jeg ved, at hans første tanke ville være at booke en ferie til os alle, fortæller hun til The Daily Record.

Gevinsten deles altså med de andre i postnummeret, og det betyder, at faren vandt mere end 80.000 kroner, som nu er blevet overleveret til hans efterladte.

Der er dog endnu ikke styr på, hvad “gaven” fra ham skal gå til. Men det kan dog tyde på, at de skal på den ferie, som datteren formoder, han ville have sendt dem på.

– Vi har ikke rigtig talt om, hvad vi skal gøre med alle de penge. Men det bliver formentlig til en ferie til Florida, siger hun og fortsætter.

– Det var, der vi blev gift, og jeg har en masse fantastiske minder med min far derfra. Jeg har været der fem gange og aldrig uden min far, så det bliver hårdt. Men jeg ved, at det er, hvor han vil rejse til.

Sponsoreret indhold