Familie vendte hjem til skudhul i rude

En familie i Vadum i Vendsyssel kom onsdag eftermiddag hjem til et skudhul i et af husets vinduer. Sagen blev meldt til politiet, og så gik arbejdet ellers i gang med at finde ud af, hvad der var sket.
Hos Nordjyllands Politi fortæller vagtchefen, at man i første omgang meldte offentligt ud, at alle, som måtte have befundet sig i området og havde anvendt en riffel, skulle ringe 112.
Politiet fandt imidlertid selv frem til en mand, som fortalte, at det muligvis var ham, der havde affyret skuddet.
han havde nemlig været i færd med at indskyde en riffel på sin egen grund. Begrebet indskydning dækker over, at man foretager affyring af et våben under kontrollerede forhold for at sikre sig, at det rammer der, hvor man sigter.
Der er en række regler for, hvordan indskydning skal foregå. I udgangspunktet skal det foregå på en skydebane.
Politiet valgte i første omgang ikke at rejse sigtelse mod manden. Men han blev afhørt med en sigtets rettigheder, og så vil det være op til anklagemyndigheden at afgøre på baggrund af politiets undersøgelser og afhøringer, hvorvidt han skal sigtes og for hvad.
Familien var ikke hjemme, men var til fodboldstævnet Dana Cup, fortæller familiens mor, Karina Søgaard Andersen, til TV2 Nord. Ifølge hende er familien, særligt den seksårige datter, Sofia, noget rystet efter episoden.
- Det er fløjet igennem lige der, hvor Sofia plejer at sidde at lege, og hvor hun sad og legede en time før, vi tog afsted til Dana Cup, siger Karina Søgaard Andersen til TV2 Nord.