Familie delte feriefoto af missen: Det var RIGTIG dumt

De australske myndigheder er lige nu på jagt efter en familie, der er havnet i store problemer og risikerer en gedigen bøde.
Årsagen ses på disse feriebilleder, som familien har delt på Facebook.
Billederne viser, at familien har taget deres missekat med på roadtrip i Australien, og at de i den forbindelse har haft deres knurhårede ven på med Fraser Island. Og det er ikke tilladt.

Ifølge australsk lovgivning er det nemlig forbudt at medbringe kæledyr på øen, der ligger ud for Australiens østkyst.
Årsagen er, at medbragte hunde – og altså også missekatte – kan sprede sygdomme til de vilde dyr, der allerede lever på den lille ø.
Særligt vil myndighederne beskytte bestanden af dingoer på øen, der ligger cirka 190 kilometer nord for Brisbane i delstaten Queensland.

Det var bekymrede lokale, der kontaktede Queensland Parks and Wildlife Service, efter man havde set feriebillederne på Facebook.
Familien og deres feriekat er ikke blevet pågrebet endnu. Katten beskrives af de australske myndigheder som ”orange og hvid og med en busket hale”.
Ifølge myndighederne viser familiens feriebilleder også, at katten er ganske berejst. Den har således også besøgt Bribie Island, der også ligger ud for Australiens østkyst. Det har den heller ikke tilladelse til.

- Relevante myndigheder forsøger nu at opspore familien for at give dem en advarsel og for at diskutere yderligere konsekvenser.
Familien og missekatten risikerer en større bøde, hvis de bliver pågrebet.