Nyheder14. februar 2019

Har du set denne mand? Falsk Armani tøjsælger på spil

Nordsjællands Politi efterlyser en mand, der prøver på at sælge tøj af mærket Armani
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20140221-100640-5_51mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

Klientellet til at købe Armani-tøj er måske spot on i Nordsjælland.

Men det er nok de færreste i Nordsjælland, der vil købe det eksklusive modetøj af gadesælger på Nærumvænge Torv.

Nordsjællands Politi efterlyser en mand mellem 30-40 år, som er sydeuropæisk af udseende. Han har gentagne gange forsøgt at sælge det eksklusive modetøj Armani.

Manden har mellemlangt sort hår og taler engelsk. På hånden har han en tatovering og med sig bringer han flere tasker med tøjet.

Flere ældre borgere i Nordsjælland har kontaktet politiet, fordi de er blevet opsøgt af Armani-manden.

Så sent som onsdag var han på spil ved Nærumvænge Torv, hvor en 60-årig herre blev antastet.

Tøjsælgeren fortalte en ganske utrolig historie til den 60-årige mand, om hvorfor han solgte tøj på gaden.

Det var nemlig ikke muligt for Armani-manden at tage sine kollektionsprøver med hjem til Italien. Senere på dagen skulle han med et fly til støvlelandet, derfor ville han gerne af med tøjet.

Den 60-årige herre kunne gøre sig en god handel, hvis han var interesseret i noget lækkert modetøj.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Tilbuddet eller mærket var dog ikke interessant for den 60-årige herre, der pænt takkede nej.

Armani-mandens optræden virkede lettere suspekt. Det fik den 60-årige mand til at ringe til politiet og anmelde episoden.

Senere onsdag forsøgte Armani-manden sig i Virum igen. En 78-årig herre fik her samme tilbud om billige kollektionsprøver. Også han afslog tilbuddet.

Det må derfor være lettere sandsynligt, at Armani-sælgeren ikke havde hujende travlt med at nå sit fly.

Nordsjællands Politi oplyser, at Armani-sælgeren blev set forlade stedet i en Opel Mokka med danske nummerplader.

Sponsoreret indhold