Nyheder25. april 2023

Færge stødt på grund: Passagerer har ventet i to timer

Ærøfærgen stødte tirsdag eftermiddag på grund. 17.30 venter passagerer stadig på at komme fri
Ærøfærgen, der sejler fra Rudkøbing til Marstal.
Ærøfærgen, der sejler fra Rudkøbing til Marstal.
 Foto: Bent K Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

En af Ærøfærgerne er tirsdag eftermiddag stødt på grund ud for Ærøskøbing, da den sejlede fra Svendborg til Ærøskøbing.

Ærøfærgernes direktør, Keld Møller, oplyser, at færgen er stødt på grund cirka klokken 15.15, og at man nu afventer en slæbebåd, som skal få færgen fri.

- Den står på en sandbund lige i svinget ind til Ærøskøbing, siger direktøren.

Der er 36 passagerer om bord på færgen M/F Ærøskøbing, som altså må væbne sig med lidt tålmodighed, før de kommer ind på land.

- Båden er på vej fra Svendborg. Så den vil være her i løbet af halvanden times tid, siger direktøren kort efter klokken 17.

Når færgen kommer i havn, skal den tjekkes af dykkere, før den får lov til at sejle igen.

Den grundstødte færge betyder aflyste færger. Tirsdag er afgangene fra Ærøskøbing klokken 15.35 og 18.35 aflyst. Det samme er afgangene fra Svendborg klokken 17.05 og 20.05. Der vil også være aflysninger onsdag.

Færgeselskabet har dog fortsat to færger tilbage.

Sponsoreret indhold