FÆNOMENET OLSEN

Hatten af for Morten Olsen. Landstræneren fascinerer mig dybt. Ikke på grund af mandens fodboldresultater; de er sandt for dyden ikke værd at prale af. Nej, det imponerende ved Olsen er hans uforlignelige evne til at fastholde illusionen om, at han er genial.

Vi er ellers et par stykker, som er kommet til at tvivle en smule her på det seneste.

Her er altså en mand, under hvis ledelse landsholdet atter har misset en slutrunde - endda med den ringeste placering i 27 år. En mand, som ikke formår at forhindre, at landsholdet taber endog de nemmeste kampe. En mand, som på pinligste vis arrogant giver alt andet og alle andre (dommeren, vejret, uheldet, marginalerne, tilskuerne eller noget helt sjette) skylden, når han igen og igen skal bortforklare et nederlag.

Og så alligevel: Næsegrus beundring fra en krybende dansk sportspresse. Se engang, hvad B.T.'s sportsredaktør Peter Brüchmann forleden (efter fiaskoen mod Nordirland) leflende skrev om Olsen: "Danmark har en landsfader, der altid sidder for bordenden og myndigt aftvinger respekt."

Og senere i artiklen kalder lakaj Brüchmann Morten Olsen for "nationens ubestridte fodbold-overhoved".

Man tror, det er løgn.

Det er det bare ikke. Vel snarere en påmindelse om, at visse personer pr. definition tilskrives heltestatus - uanset hvor meget de i øvrigt kvajer sig. Kronprinsen er i øvrigt et andet meget godt eksempel på dette typisk danske fænomen.

Hvorfor ikke kalde en spade for en spade? Hvorfor dog ikke erkende, at Olsens tid er omme. Jeg skal ikke frakende ham visse evner som træner, men at han skulle være i besiddelse af så uovertrufne kvaliteter, at end ikke en perlerække af fiaskoer retfærdiggør hans afgang - ja, dér må jeg nok sige, at jeg står af