Nyheder 8. oktober 2021

Facebook og Instagram igen ramt af tekniske problemer

Problemerne hos Facebook-koncernen genopstod fredag
Foto: Ritzau Scanpix

Den sociale mediekoncern Facebook er ramt af nye tekniske problemer.

Problemerne har ramt koncernens app Instagram, skriver nyhedsbureauet Reuters fredag aften.

Nogle brugere har tilsyneladende svært ved at indlæse det sociale medies indhold.

Problemerne er genopstået, efter at tjenesten også var lagt ned i flere timer mandag.

Det var et fejlslagent forsøg på at konfigurere Facebooks routere, der var skyld i det over seks timer lange nedbrud.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Indtil videre har hjemmesiden Downdetector fredag registreret 36.000 tilfælde af tekniske problemer med Instagram.

Hjemmesiden har også registreret vanskeligheder på Facebooks beskedtjeneste Messenger.

Downdetector er en hjemmeside, der sporer problemer fra forskellige hjemmesider ved at indhente beretninger fra brugere.

Mandag måtte Facebook ty til konkurrenten Twitter for at opdatere dets brugere. Det samme er tilfældet fredag.

- Vi er opmærksomme på, at nogle oplever problemer med at tilgå vores apps, skriver Facebook i en opdatering.

- Vi arbejder på at vende tilbage til normalen hurtigst muligt, lyder det altså.

Mandag var det næsten 14 millioner brugere på verdensplan, som berettede om problemer med at tilgå Facebook.

Sponsoreret indhold