Nyheder17. maj 2024 (opd. 17. maj 2024)

Får 30 års fængsel: Angreb Nancy Pelosis mand med en hammer

Manden, der nu skal i fængsel, forsøgte også at bortføre formanden

Den 44-årige David DePape idømmes 30 års fængsel for forsøg på bortførelse af den amerikanske politiker og daværende formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi samt for at overfalde hendes mand.

Det skriver nyhedsbureauet AP og BBC.

David DePape blev kendt skyldig i sagen i november sidste år og har altså modtaget sin dom et halvt år senere.

Under retssagen har den 44-årige amerikaner erkendt, at han brød ind i Pelosi-parrets hjem i San Francisco den 28. oktober 2022.

Her ville han tage Nancy Pelosi som gidsel, har han forklaret. Og han ville "knuse hendes knæskaller", hvis hun løj for ham.

Nancy Pelosi, der er medlem af Demokraterne, var dog ikke hjemme.

DePape har også erkendt at have slået Nancy Pelosis mand, Paul Pelosi, med en hammer. Det gjorde han, da politiet var blevet tilkaldt og ankom til Pelosi-parrets hjem i den californiske storby.

Paul Pelosi fik blandt andet kraniebrud og var efterfølgende indlagt i seks dage.

Ifølge BBC har Paul Pelosi forklaret i retten, at han har fået mén af overfaldet. Blandt andet har han stort set dagligt hovedpine, han bevæger sig langsommere end normalt og har problemer med balancen.

Selve overfaldet af Paul Pelosi blev optaget af videokameraer, som de tililende politibetjente bar som en del af deres uniformer.

Optagelserne af det voldsomme overfald spredte sig herefter på internettet.

På tidspunktet for angrebet var Paul Pelosi 82 år.

Den større plan med at bryde ind og forsøge at tage Nancy Pelosi til fange var ifølge DePape at sætte en stopper for "regeringens korruption", har han forklaret i retten.

Anklagemyndigheden ville have ham idømt 40 års fængsel.

David DePape er canadisk statsborger, men har boet i USA i 20 år, skriver BBC.

Sponsoreret indhold