Nyheder1. maj 2007

EXIT MESSERSCHMIDT

Restaurant Grøften er et muntert sted – ikke mindst ved Tivolis åbning, hvor en farverig skare af journalister, skuespillere og politikere har tradition for at sætte hinanden stævne ved de rødternede duge.
https://imgix.seoghoer.dk/media/8e32d20434ec488ea92424516b5e6adf.jpg

I år var det ekstra festligt, solen bagte ned fra en skyfri himmel og for nu at sige det på den måde: Der var ikke kun Ramlösa på bordene. Bare spørg Morten Messerschmidt - en mand, der virkelig fyrede den af derinde i Tivoli: Flirtede til højre og venstre, mens han "underholdt" med diverse tyskinspirerede slagsange. Forsigtigt må man antage, at det fortryder han nu. I hvert fald var prisen for den våde eftermiddag i Grøften, at Messerschmidt nu har sin politiske fremtid bag sig. I weekenden meddelte han, at han trækker sig fra Dansk Folkeparti og bliver løsgænger i Folketinget. Beslutningen kom, efter at partiledelsen havde sat ham stolen for døren: Enten går du selv, eller også bliver du smidt ud. Hvorefter han altså - fornuftigt nok - valgte det første. Dermed har Dansk Folkeparti et problem mindre. Men også kun ét. For Morten Messerschmidt er ikke den eneste af partiets prominente politikere, som udtaler sig kontroversielt. For partileder Pia Kjærsgaard er den store udfordring derfor at holde folk som Mogens Camre, Louise Frevert, Søren Krarup samt Jesper Langballe i kort snor. Det skal blive spændende at se, om hun kan det. I modsat fald kan det hele blive meget festligt. Måske endnu sjovere end i Grøften.

Sponsoreret indhold