Evakuerede afghanske børn spiste svampe: Nu kæmper de for livet

Tre børn, som er blevet evakueret fra Afghanistan, er blevet syge efter de har spist giftige svampe i Polen.
To af børnene - på henholdsvis fem og seks år - er blevet indlagt på intensivafdelingen på et hospital, hvor de kæmper for livet.
Det har de polske myndigheder meldt ud, skriver blandt andet AP og polske nyhedssites som PAP.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Forgiftningen er så alvorlig, at børnene har fået akut leversvigt og har brug for en levertransplantation.
Ifølge det polske medie har et af børnene fået godkendt en lever-doner.
Det tredje barn er 17 år, og hun er stabil.
Børnene og deres familie er blevet ramt af den voldsomme tragedie kort tid efter, at de flygtede ud af Afghanistan, efter Taliban har overtaget.
Den afghanske familie befandt sig på et flygtningecenter i Podkowa Lesna, som ligger tæt på byen Warsaw, da det gik galt.
Børnene havde plukket svampe i den skov, hvor centret ligger. Da de spiste dem, vidste de ikke, at det var giftige svampe, de havde fundet i skovbunden.
Flere medier har skrevet, at børnene plukkede svampe, fordi de ikke fik nok mad i flygtningelejren. Det har byens borgmester, Artur Tusinski, dog været ude og benægte på sin Facebook-profil.
Ifølge borgmesteren får alle i lejren nemlig tre måltider dagligt.