Nyheder8. maj 2017

Eurovision-Anja charmerer i Ukraine

Anja Nissen er på charmetogt inden hun på torsdag repræsenterer Danmark i det internationale melodigrandprix
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/30_0.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Det er først på torsdag, at Anja Nissen går på scenen ved Eurovision i Kijev i Ukraine og forhåbentlig sender Danmark videre til finalen, men allerede mandag skød den dansk-australske sangerinde for alvor melodigrandprix-ugen i gang.

Her optrådte hun nemlig ved et stort Eurovision-arrangement afholdt af den danske ambassade i den ukrainske hovedstad.

Egentlig skulle hun bare synge tre sange, men da den 21-årige sangerinde fik mikrofonen i hånden, blev det afsløret, at hun havde en anden plan.

- Jeg tænkte på noget på vej hertil, og der er noget, jeg gerne lige vil synge for jer først, sagde Anja Nissen, før hun brød ud i "Der er et yndigt land" for de mange inviterede, hvoraf en stor del var danskere, der er bosat i Ukraine.

Det var dog ikke første gang, Anja Nissen, der indtil for bare halvandet år siden boede i Australien, sang den danske nationalsang.

- Jeg har kendt sangen, siden jeg var omkring 11 år gammel. Jeg sang den for gymnastikholdet, da de kom til Australien (ved OL i Sydney i år 2000, red.). Men jeg har ikke sunget den i meget, meget lang tid, forklarede hun efter sin optræden.

- Det var meget specielt at synge den nu her, jeg føler mig meget stolt. Det er en skøn melodi og en meget smuk nationalsang, sagde hun.

Tidligere på dagen mødtes Anja Nissen og australske Isaiah Firebrace, der skal repræsentere sit hjemland i konkurrencen, med den danske og australske presse til en snak om showet.

Det er tredje år, Australien deltager i Eurovision. Indtil videre er det blevet til en femte- og en andenplads, mens Danmark de to år ikke har formået at synge sig videre til finalen.

Sponsoreret indhold