Nyheder20. marts 2023

EU vil sende en million patroner til Ukraine det næste år

En aftale til en værdi af to milliarder euro skal både forsyne Ukraine med ammunition og fylde EU's lagre

EU's udenrigsministre er mandag nået til enighed om en aftale om at forsyne Ukraine med ammunition til en værdi af to milliarder euro.

Det oplyser unavngivne EU-diplomater til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Beløbet svarer til knap 15 milliarder kroner.

Aftalen betyder, at EU i løbet af de næste 12 måneder vil sende omkring en million patroner til Ukraine og samtidig fylde EU's egne lagre.

Ukraines regering har flere gange anmodet om at få mere ammunition fra Vesten til kampen mod Rusland.

Ukraine har sagt, at det kræver 350.000 patroner om måneden at stå imod de russiske styrker og samtidig kunne lancere egne angreb.

Den første del af EU's plan sætter omkring en milliard af til, at EU-lande kan gennemgå deres lagre for ammunition, der hurtigt kan sendes afsted.

Den anden del sætter en milliard euro af til at få bestilt ny ammunition.

Efter mere end et års krig i Ukraine er der blevet tyndet ud i de europæiske ammunitionslagre. Der er derfor blevet sået tvivl om, hvor meget EU-landene yderligere kan donere uden selv at blive sårbare.

EU har indtil videre forsynet Ukraine med militærhjælp for omkring 12 milliarder euro - knap 90 milliarder kroner.

Ifølge embedsmænd fra EU er omkring 450 millioner euro - 3,35 milliarder kroner - gået til at købe 350.000 patroner til Ukraine.

Sponsoreret indhold