Nyheder21. december 2021

EU opdaterer sine regler for coronapasset: Gælder i ni måneder efter boosterstik

Fra februar vil coronapassets gyldighed gælde på tværs af hele EU. Samtidig får det en officiel udløbsdato på ni måneder fra andet stik
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210528-105811-3-1920x1280we_1.jpg
 Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen har tirsdag vedtaget, at coronapasset på tværs af hele EU skal gælde i ni måneder efter fuldendt vaccination.

Det oplyser en unavngiven embedsmand fra EU til nyhedsbureauet Reuters.

Loven skal træde i kraft til februar næste år.

Fuldendt vaccination betyder, at man eksempelvis har fået to stik med coronavaccine fra Pfizer/BioNTech eller Moderna. Det er de to vacciner, der er en del af vaccinationsprogrammet i Danmark.

Mulighed for blokering

Varigheden på ni måneder blev anbefalet i november på baggrund af retningslinjer fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC). Tirsdag er det så blevet vedtaget i kommissionen.

Loven kan stadig blokeres af et kvalificeret flertal blandt EU's regeringer eller et simpelt flertal blandt europaparlamentsmedlemmerne.

Ifølge embedsfolk i EU har der dog været tilstrækkelig støtte til forslaget.

Der har hidtil ikke været en officiel udløbsdato for coronapasset på EU-plan.

Brug for tredje stik

Mange EU-borgere blev vaccineret i løbet af sommeren eller efteråret i år.

Coronapassets gyldighed på ni måneder betyder, at størstedelen af dem får brug for et tredje vaccinestik for at forlænge passets levetid inden sommer.

Det er endnu ikke besluttet, hvor længe det tredje vaccinestik vil forlænge passets gyldighed. Årsagen er, at der endnu ikke er tilstrækkelig information om, hvor længe boosterstikket giver beskyttelse, siger Reuters' kilde i EU.

Forpligtet ved lov

Når loven træder i kraft, er EU-lande forpligtet til at tillade indrejse for færdigvaccinerede EU-borgere.

I tilfælde, hvor coronasituationen er særlig kritisk, kan der dog indføres yderligere krav til indrejsende.

Det kan eksempelvis være krav om negativ test eller om at gå i karantæne.

Flere EU-lande, herunder Italien, Portugal og Grækenland, kræver i dag, at indrejsende fremviser en negativ coronatest.

Sponsoreret indhold