Nyheder18. maj 2024

Etårige hanløver fra Zoo i København skal bo i Knuthenborg Safaripark

Tre hanløver født i Zoo i København skal fremover bo i Knuthenborg Safaripark. Det er parkens første hanløver
De tre hanløver skal nu leve sammen med hunløver, som ankom til Danmark efter krigen i Ukraine brød ud.
De tre hanløver skal nu leve sammen med hunløver, som ankom til Danmark efter krigen i Ukraine brød ud.
 Foto: Facebook

Tre unge hanløver er flyttet fra Zoologisk Have i København til Knuthenborg Safaripark, hvor de skal bo permanent.

Det skriver Knuthenborg i en pressemeddelelse.

Hanløverne er omkring et år gamle. Fremover skal de gå tæt på parkens tre hunløver, som i kølvandet på Ruslands invasion blev evakueret fra Ukraine til Knuthenborg på Lolland.

Det glæder Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg, at parken kan tage imod de tre hanløver.

- De passer fint ind hos os. Løver lever naturligt i større flokke, og det er dejligt at se, at vores løveflok dermed vokser betragteligt, siger han i pressemeddelelsen.

Det er ifølge direktøren første gang, at Knuthenborg modtager hanløver.

I 2025 flyttes både han- og hunløverne til et nyt stort naturanlæg. Anlægget bliver 40.000 kvadratmeter og kommer til at kunne huse op til 15 løver. Det betyder, at Knuthenborg Safaripark på sigt kan modtage flere løver.

Sponsoreret indhold