Nyheder 17. januar

Et år efter samtykkelov: Flere sigtes for voldtægt

2021 havde langt flere anmeldelser og sigtelser af voldtægt end tidligere. Den nye samtykke lov for stor del af æren.
Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til historien - del din viden i en mail til nikolaj@sh.dk

Antallet af anmeldelser og sigtelser i forbindelse med voldtægtssager steg i 2021. Endda i voldsom grad

Fra 2020 til 2021 gik tallet af anmeldelser fra 1392 til 2110, og når det kommer til sigtelserne, tegner sig samme tendens.

I 2020 blev 1078 sigtet for voldtægt, mens det i 2021 gjaldt for 1678.

Det viser tal fra Rigspolitiet, opgjort indtil den 5. januar i år.

viser at loven virker

2021 var det første år med en decideret samtykkebestemmelse, den trådte i kraft 1. januar sidste år.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) tolker det som et klart udtryk for, at den omtalte lov virker.

- Jeg tror, at de mange nye anmeldelser og stigningen på over 50 procent er udtryk for, at man er blevet mere tryg ved at anmelde voldtægter.

- Man er blevet opmærksom på, at man ikke skal finde sig i seksuelle overgreb, og man skal ikke finde sig i uønsket seksuel kontakt, siger han.

Samtykkeloven trådte i kraft den 1. januar 2021 og har altså været gældende i et år.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Systemet er bedre klædt på  

Hos Sex og Samfund kalder national chef Lene Stavngaard tallene et udtryk for, at "samtykkeloven har sejret".

- Det er et kæmpe skift, og det er jo også en ret stor succes, at der er flere, der tør at anmelde, siger Stavngaard.

Også Trine Baumbach, professor i strafferet på Københavns Universitet, ser en effekt af samtykkeloven.

Baumbach tilføjer, at retssystemet er blevet langt bedre klædt på i sager om voldtægt, siden samtykkeloven blev indført.

- Der skal ikke længere føres bevis for, at kvinden var passiv, og at hun faktisk var psykisk eller fysisk ude af stand til at modsætte sig samleje. Nu er det nok, at der kan føres bevis for, at der ikke forelå et samtykke.

Men stigningen i anmeldelser og sigtelser siger intet om, hvorvidt flere sager rent faktisk fører til dom.

Flere domme er formentlig på vej

Den kraftige stigning tyder dog på, at det er tilfældet, mener Nick Hækkerup.

- Anmeldelserne er steget med over 50 procent. Hvis vi tager sigtelserne, hvor politiet siger, at her vil vi gå videre med sagen, er det steget endnu mere - omkring 55 procent.

- Vi har til gode at se tallene fra domstolene. Men det skulle være underligt, om politiet vurderer fejlagtigt i denne her situation, siger Nick Hækkerup.

Sponsoreret indhold