Erik Ninn-Hansen flytter i ældrebolig
Det tog kun 31 dag for Erik Ninn-Hansens at få solgt sin villa i Charlottenlund. Det 187 kvadratmeter store hus var sat til salg for 6½ mio. kroner.
Den tidligere toppolitiker er dog for længst flyttet ud af hjemmet, hvor han har boet størstedelen af sit liv. Efter at hans kone, Astrid, døde sidste år, magtede Ninn-Hansen ikke længere den store villa og flyttede til en ældrebolig ikke langt fra sin gamle adresse.
Der bor han nu i en toværelsers lejlighed, hvor han bedre kan komme omkring end i den 3 etager store villa, der både havde en stor terrasse på førstesalen og en have, der skulle passes.
De seneste år er det gået ned ad bakke med helbredet, og den omstridte politiker, som var justitsminister fra 1982-89 og spillede en central rolle i tamilsagen, der førte til, at han selv måtte gå af som minister og senere til Schlüter-regeringens fald, er blandt andet meget dårligt gående.
I det hele taget har livet efter tamilsagen ikke været let for Erik Ninn-Hansen. Han var medlem af Folketinget i over 40 år, minister tre gange og til sidst formand for Folketinget, men efter tamilsagen faldt flertallet af de gamle venner fra, og stort set samtidig mistede han sin datter, og altså sidste år sin kone.
Til april næste år fylder Ninn-Hansen 90 år.