Nyheder12. januar 2010

Erik Damgaard: Slipper for videre tiltale

Rufferisigtelsen er droppet mod it-millionæren, men Anni slipper nok ikke så let
Erik Damgaards tænder skinnede endnu hvidere i aftes, da han fik den glade nyhed
Erik Damgaards tænder skinnede endnu hvidere i aftes, da han fik den glade nyhed
 Foto: All Over

Fyns Politi har valgt at droppe sigtelsen mod Erik Damgaard for rufferi og for at have hjulpet sin kone Anni Fønsby med at tjene anslået 8 mio. kr. på at drive en række bordeller.

- Det er en skøn, skøn nytårsgave, at politiet dropper sigtelsen mod mig. Nu mangler vi bare, at de også frikender min kone. Men nu er jeg i hvert fald fri, efter at have denne ubehagelige anklage hængende i ni måneder. Vi er lige nu ved at åbne en bedre flaske rødvin, som Anni og jeg vil nyde til en god middag for at fejre det, siger Erik Damgaard til B.T.

Sigtelsen mod Erik Damgaard gik i sin tid på, at han havde hjulpet Anni Fønsby og en anden kvinde, som begge stadig er sigtede i sagen, med at holde møder med advokater og revisorer. Desuden skulle han have rådgivet ved en tvangsauktion på et bordel i Hasselager og have hjulpet med at sætte hylder og pengeskabe op, når diverse bordeller skulle sættes i stand.

Men det har politiet altså ikke ment, kunne føre til dom.

Anni Fønsby blev i en anden sag i 2004 dømt et års betinget fængsel for at drive bordeller og fik da konfiskeret 2.065.000 kroner. Men hvad der kommer til at ske i den verserende sag, hvor Anni sad varetægtsfængslet i en måned sidste forår - blandt andet fordi den politimand, som stod for efterforskningen, lige skulle have ferie undervejs - er endnu usikkert.

- Der er intet nyt i hendes sag, og vi ved heller ikke, hvornår vi hører noget, siger Erik Damgaard til Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold